Ingen tiltale i meget omtalt sag fra Mariager

Ingen tiltale i meget omtalt sag fra Mariager

15. marts 2016
Af Mikkel Thastum

Der bliver ingen straffesag i en meget omtalt sag fra Mariager, som omhandler chikane i form af hærværk og ulovlig indtrængen.

Det oplyser statsadvokat Jan Reckendorff.

”Jeg har besluttet, at der ikke skal rejses en straffesag. Baggrunden herfor er, at der i forbindelse med en tv-udsendelse er kommet nye oplysninger i sagen, som efter min opfattelse betyder, at der ikke er udsigt til, at der kan ske domfældelse i en straffesag, hvor beviskravene som bekendt er høje. ”

Sagen har været efterforsket af Nordjyllands Politi i to omgange. Den 24. juni 2015 traf Nordjyllands Politi afgørelse om at indstille efterforskningen i sagen. Der blev klaget over afgørelsen til mig, og jeg bestemte den 14. august 2015, at sagen skulle fortsætte for så vidt angik et af forholdene. Dette forhold vedrørte ”ulovlig indtrængen” i en have den 25. oktober 2014. 

Som følge heraf – og tillige på begæring af den mistænktes forsvarer – blev der i de følgende måneder foretaget en række efterforskningsskridt, herunder afhøringer.

I forbindelse med en tv-udsendelse og efterfølgende medieomtale i februar 2016 kom der nye oplysninger om sagen frem. Af særlig interesse var oplysninger omkring en fotokonfrontation, hvor anmelderen havde udpeget den mistænkte. Det viser sig således, at anmelderen forinden fotokonfrontationen var bekendt med den mistænktes navn og udseende, ligesom en person havde henledt anmelderens opmærksomhed på, at den mistænkte kunne være gerningsmanden.

”Disse nye oplysninger medfører efter min vurdering, at fotokonfrontationen – som var en vigtig del af bevisgrundlaget – ikke længere kan tillægges særlig bevismæssig betydning. På denne baggrund – og da der ikke foreligger tekniske spor eller andre vidneforklaringer som peger på den mistænkte – er der ikke grundlag for at rejse tiltale i sagen, ” siger statsadvokat Jan Reckendorff.   

Som det fremgår har sagen haft et langvarigt forløb. En del af årsagen hertil er, at efterforskningen ikke alene har været rettet mod hærværksforholdene og forholdet om ulovlig indtrængen, men også mod et særligt strafskærpende motiv (straffelovens § 81, nr. 6, hvorefter det er en strafskærpende omstændighed, at et strafbart forhold har baggrund i bl.a. andres seksuelle orientering eller lignende).

”Det er min opfattelse, at en væsentlig del af den langvarige sagsbehandlingstid er begrundet i varetagelse af relevante efterforskningsskridt og andre omstændigheder, som ikke kan lastes Nordjyllands Politi. Sagen har imidlertid i visse perioder også ligget stille, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, ” siger statsadvokat Jan Reckendorff.