Jens-Christian Bülow er ny statsadvokat for SØIK

Jens-Christian Bülow er ny statsadvokat for SØIK

24. juni 2021
Af Jens Fuglsang Edelholt

Nuværende politidirektør hos Nordsjællands Politi er udnævnt som ny statsadvokat hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

49-årige Jens-Christian Bülow tiltræder 15. august som statsadvokat hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Her skal han blandt andet stå i spidsen for en række markante sager om økonomisk kriminalitet og for arbejdet med at opbygge den nye særlige statsadvokat, der fra 2022 skal styrke kampen mod den komplekse kriminalitet sammen med politi og anklagere i den kommende nationale efterforskningsenhed.

»Den alvorlige økonomiske og organiserede kriminalitet er stigende, og det er en trussel både mod den tillid, vores samfund bygger på, og vores generelle retsfølelse. Det stiller krav til vores evne til at retsforfølge dem, der sætter sig selv over fælleskabet, og det glæder jeg mig utrolig meget til at stille mig i spidsen for«, siger Jens-Christian Bülow. 

Jens-Christian Bülow er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet og har siden 2016 været politidirektør hos Nordsjællands Politi. Før da var han blandt andet kontorchef og afdelingschef i Justitsministeriet og konstitueret landsdommer i Østre Landsret.

Se CV

 

For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.