To mænd dømt for forsøg på hvidvask for 40 millioner kroner

To mænd dømt for forsøg på hvidvask for 40 millioner kroner

11. juni 2021
Af Jens Fuglsang Edelholt

To mænd er i dag ved Retten i Roskilde blev idømt fængsel i tre år og henholdsvis et år og seks måneder for forsøg på hvidvask af større beløb gennem bankkonti i deres selskaber. 

To mænd er i dag blevet dømt for forsøg på hvidvask ved Retten i Roskilde. De to var tiltalt for at lade ca. 40 millioner kr. køre igennem bankkonti, der var knyttet til to selskaber, som de begge havde været direktører i og ejere af. En af mændene var endvidere tiltalt for hvidvask af et mindre beløb i et tredje selskab. 

Begge mænd blev dømt for forsøg på hvidvask, idet retten fandt det bevist, at de to mænd måtte have indset, at det var muligt, at kontiene blev benyttet til hvidvask. 

Den ene af mændene blev idømt tre års fængsel, og den anden fik et år og seks måneders fængsel. Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på størrelsen af de beløb, som var løbet igennem kontiene samt den rolle, som de hver især havde spillet for, at det kunne lade sig gøre.

Det oplyser specialanklager Karen Moestrup Jensen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har efterforsket og rejst sagen ved retten.

»Forsøg på hvidvask er yderst alvorligt. Selvom gerningsmændene forklarer, at de blot har overladt deres Nem-ID til andre eller i øvrigt ikke holdt øje med, hvad der foregik, falder hammeren. Retten har ved afgørelsen vist, at det straffes hårdt, når man er med til forsøg på hvidvask af mange millioner kroner,« siger Karen Moestrup Jensen.

Sagen hænger sammen med en række andre tilsvarende sager, hvoraf flere er afgjort med lange fængselsstraffe. Der er yderligere sager undervejs i komplekset, som efter anklagemyndighedens opfattelse samlet angår hvidvask for mere end 100 millioner kroner.

Den ene mand blev frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset indtil videre.

De tre selskaber, som var brugt til hvidvask, var alle opløst efter konkurs. De kunne derfor ikke længere straffes.

 

For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.