To mænd idømt fire måneders fængsel for mishandling af dyr

To mænd idømt fire måneders fængsel for mishandling af dyr

27. januar 2025
Af Anette Pedersen

Vestre Landsret har idømt to fjerkræavlere fire måneders fængsel for mishandling og grovere uforsvarlig behandling af dyr. De to mænd er derudover frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte og i det hele taget beskæftige sig med fjerkræ og fjervildt.

De to mænd, der er henholdsvis 62 og 65 år, er dømt for en lang række overtrædelser begået som led i deres virksomhed med opdræt af fugle, herunder er de dømt for overtrædelse af blandt andet dyrevelfærdsloven.

De to mænd holdt, i forening, fugle på en ejendom og ved en mose, ligesom den 65-årige havde et yderligere fuglehold på en anden adresse. I forbindelse med fugleholdene overtrådte de to mænd en række regler, som har formål til at hindre spredning af fugleinfluenza, herunder havde de ikke registreret ejerskab af flere fugle, ligesom de ikke i tilstrækkeligt omfang skærmede de holdte fugle fra de vilde fugle.

Som led i de to mænds fugleopdræt begik de tillige en række overtrædelser af dyrevelfærdsloven med økonomisk sigte for øje, herunder havde de påsat ulovlige næbskærme på fasaner, samt holdt fasaner i et uegnet bur. De groveste forhold vedrørte grovere uforsvarlig behandling, til dels med karakter af mishandling, af gråænder. Her blev de blandt andet dømt for at have sat flere ænder i fælder uden at give dem tilstrækkelig adgang til foder, ly og læ, hvorved ænderne ved myndighedernes kontrol var så forkomne, at de måtte aflives.

”Der er tale om meget grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og det er skærpende, at det drejer sig om så mange forhold, og at de fortsætter på trods af myndighedernes indskærpelser,” siger specialanklager Bjørn Dahl Larsen, Statsadvokaten i Viborg.

De to mænd er udover fire måneders fængsel straffet med en 5-årig frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte dyr og i det hele taget beskæftige sig med fjerkræ og fjervildt.

Sagen begyndte, da Fødevarestyrelsen aflagde tilsynsbesøg i 2021 og konstaterede en lang række lovbrud, som efterfølgende blev politianmeldt.

 

Pressehenvendelser kan ske til anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.