Ny chef for indsats mod svindlere
Anklagemyndigheden har fået ny chef for specialenheden SØIK, der bekæmper særlig økonomisk og international kriminalitet. Den 39-årige Morten Niels Jakobsen er blevet udnævnt til ny chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) efter Jens Madsen, som ved årsskiftet blev chef for Politiets Efterretningstjeneste.
Den nye statsadvokat i SØIK kommer fra en stilling som chef for Statsrets- og Menneskeretskontoret i Justitsministeriet.
Ifølge rigsadvokat Ole Hasselgaard bliver den nye statsadvokat en central figur, når der i den kommende tid skal iværksættes en række initiativer, der vil medvirke til at give politiet og anklagemyndigheden et nyt løft inden for bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet.
»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at politiet og anklagemyndigheden fortsat har en række udfordringer i forhold til at efterforske og strafforfølge i sager om økonomisk kriminalitet. Det betyder blandt andet, at sagsbehandlingstiden i nogle sager har været uacceptabelt lang. I den kommende tid skal vi derfor med en bred vifte af initiativer styrke vores indsats gennem blandt andet yderligere kompetence- og metodeudvikling. I forhold til SØIK er det desuden min opfattelse, at det er en organisation, der kan gøres endnu mere skarp og målrettet i sin opgaveløsning – med afsæt i den eksisterende professionalisme og de meget dygtige medarbejdere, som vi allerede har. Den nye statsadvokat, Morten Niels Jakobsen, har i den forbindelse nogle kompetencer, som vi vil have brug for. Han er ikke bare en rigtig dygtig jurist, men også en leder med en stor portion moderne organisationsforståelse,« siger Ole Hasselgaard, som påpeger, at den nye statsadvokat også kan være et friskt pust, da Morten Niels Jakobsen ikke tidligere har været en fast del af anklagemyndigheden.
Ole Hasselgaard fremhæver også, at den nye statsadvokat vil kunne cementere den internationale dimension af SØIKs virke.
»En betydelig del af SØIKs opgaver har en international dimension, og derfor er det selvfølgelig en gevinst, at den nye statsadvokat har en velunderbygget profil, når det drejer sig om internationalt samarbejde«, siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Morten Niels Jakobsen har således tidligere været chef for Justitsministeriets Internationale Kontor, ligesom han havde en central rolle under Danmarks seneste EU-formandskab.
Morten Niels Jakobsen er juridisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1999, og han har efterfølgende haft ophold ved Det Europæiske Universitet i Firenze (LLM) og Nato Defense College.
Kommunikationschef Mikkel Thastum, tlf.: 25 12 61 48