Ny specialenhed i Bagmandspolitiet
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, opretter nu en ny specialenhed med økonomiske specialister og henter chefen udefra hos SKAT. Specialenheden skal bestå af revisorer, skattefolk og andre specialister med dybt økonomisk kendskab til blandt andet bogføring, regnskab, analyse og dokumentation.
Specialenheden skal bestå af revisorer, skattefolk og andre specialister med dybt økonomisk kendskab til blandt andet bogføring, regnskab, analyse og dokumentation. Bemandingen er designet til at understøtte, styrke og sætte retning for en forstærket indsats i alvorlige straffesager om grov økonomisk kriminalitet.
Chefen for den nye specialenhed bliver Jens Christian Jørgensen, der har mange års solid erfaring som økonomichef og revisor i den private sektor og senest som specialist hos SKAT med fokus på store skattestraffesager.
Den nye specialenhed er ifølge Bagmandspolitiets chef, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, en del af en igangværende generel omstrukturering og nyfokusering af kræfterne.
»Vi får nu en meget stærk faglig chef til at stå i spidsen for vores økonomiske specialkonsulenter. Det betyder, at en dybdeborende gennemgang af økonomiske bilag i endnu højere grad skal få slået hul på sagerne mere effektivt og hurtigt. Det betyder også, at vi i endnu større omfang vil være opmærksom på, at vi fra sagernes opstart får tilført alle relevante kompetencer og specialistviden. Målet er navnlig at højne effektiviteten og nedsætte sagsbehandlingstiden til glæde for retssamfundet, de tiltalte og ofrene for de typisk omfattende forbrydelser,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der påpeger, at Jens Christian Jørgensen har stor erfaring inden for skatte- og afgiftsområdet. Netop på dette område vil SØIK i de kommende år forstærke sin indsats.
Igennem de senere år har Jens Christian Jørgensen gennem sit virke hos SKAT haft et tæt og produktivt samarbejde med Bagmandspolitiet. Jens Christian Jørgensen glæder sig til nu at prøve kræfter med straffesagerne indefra.
»Det er et privilegium at få lov til at arbejde for, at vi sikrer retfærdighed – også når det gælder store økonomiske sager. Jeg ser meget frem til at etablere et meget tæt dagligt samarbejde med alle de øvrige faggrupper i SØIK, ikke mindst politiefterforskerne,« siger Jens Christian Jørgensen.
CV – Jens Christian Jørgensen
Tidligere stillinger:
Kontakt statsadvokat Morten Niels Jakobsen, 22 14 66 48
Anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25 12 61 48, Twitter: @ThastumMit