Ny statsadvokat i Eurojust
Danmark får ny repræsentant i det europæiske Eurojust-samarbejde. Kirstine Troldborg er udnævnt til statsadvokat og tiltræder embedet i Haag 1. februar.
Kirstine Troldborg skal fremover repræsentere danske interesser i Eurojust-samarbejdet. Hun kommer fra en stilling ved Rigsadvokaten, hvor hun har været vicestatsadvokat med ansvar for Rigadvokatens internationale enhed.
Eurojust er den juridiske parallel til det europæiske politisamarbejde, Europol. Det er et agentur under EU, der støtter koordineringen og samarbejdet mellem nationale myndigheder i kampen mod terrorisme og alvorlig organiseret kriminalitet.
Som statsadvokat i Eurojust er det blandt andet Kirstine Troldborgs opgave at etablere et samarbejde med repræsentanterne fra de øvrige medlemslande om konkrete straffesager.