Pirat kendt skyldig i at forvolde fare for danske soldater
Københavns Byret har i dag kendt en nigeriansk mand skyldig i at forvolde fare for danske udsendte soldater i Guineabugten.
Retten fandt det bevist, at den nigerianske mand gjorde sig skyldig i at have forvoldt nærliggende fare for danske soldaters liv og førlighed, da han i forening eller efter fælles forståelse med flere andre personer var ombord i en båd, hvorfra en af personerne affyrede skud fra et automatgevær mod de danske udsendte.
Skyderiet skete mod fregatten Esbern Snares helikopter den 24. november 2021 i internationalt farvand i Guineabugten. Den nu dømte mand blev tilbageholdt og varetægtsfængslet in absentia ombord på fregatten Esbern Snare. Manden blev på fregatten behandlet for skader og blev efterfølgende indlagt på et hospital i Ghana.
Den 6. januar 2022 blev han transporteret til Danmark med henblik på strafforfølgning.
Tre øvrige formodede pirater, der var ombord i samme båd som den nu dømte mand, blev tilbageholdt i forbindelse med episoden i Guineabugten. De fik efter pålæg fra den daværende justitsminister et tiltalefrafald den 5. januar 2022 og blev derefter løsladt i nærområdet.
Ved domsafsigelsen lod Københavns Byret straffen bortfalde for den skyldige nigerianske mand med henvisning til sagens omstændigheder.
Sagen er ført som en samarbejdssag mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK).