Principiel sag mod Ringkjøbing Landbobank A/S om kursmanipulation

Anklagemyndigheden rejser nu tiltale for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder mod Ringkøbing Landbobank A/S og en af bankens kunder. Sagen er principiel i forhold til en banks strafansvar for en bankkundes transaktioner med værdipapirer.
Det oplyser fungerede statsadvokat Henrik Helmer Steen, leder af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
På årets sidste handelsdag for værdipapirer i 2011 foretog banken på vegne af bankkunden en række mistænkelige transaktioner, der ifølge anklageskriftet fik en virksomhedsobligation til kunstigt at stige. Transaktionerne betød, at kundens værdier steg med cirka 13 millioner kroner – hvilket svarer til mere end en tyvedobling.
»Det er vigtigt for det danske samfund, at alle kan stole på kursen som udtryk for værdien af et værdipapir. Vi betragter derfor straffesagen som en prøvesag af stor betydning for afgrænsningen af, hvornår en bank kan blive straffet for at samarbejde med en kunde om kursmanipulation,« siger Henrik Helmer Steen, der påpeger, at sagen også er principiel i forhold til, hvornår en bank skal indberette en kundes mistænkelige transaktioner til myndighederne. Der er således i sagen også rejst tiltale mod Ringkjøbing Landbobank A/S for manglende underretning af Finanstilsynet om transaktionerne.
Den rejste tiltale omfatter samlet bankkunden og kundens anpartsselskab – samt banken som juridisk person og en mellemleder i banken.
For yderligere oplysninger kontakt fungerende statsadvokat Henrik Helmer Steen, hhs001@politi.dk tlf. 72 68 91 51 eller vicestatsadvokat Hans Fogtdal, hfo003@politi.dk tlf. 72 68 91 55.
Anklagemyndighedens kommunikationschef Mikkel Thastum, tlf. 25 12 61 48.