Rigsadvokaten har modtaget udleveringsbegæring fra Sydkorea
Behandlingen af udleveringssagen mod den 20-årige sydkoreanske kvinde Chung Yoo-ra kan nu starte. Det sker efter, at Rigsadvokaten har modtaget udleveringsbegæringen fra det sydkoreanske justitsministerium per e-mail.
Nordjyllands Politi anholdte søndag aften den af Interpol eftersøgte Chung Yoo-ra. Rigsadvokaten har per e-mail modtaget udleveringsbegæringen fra de sydkoreanske myndigheder.
Statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten siger:
»Nu har vi modtaget udleveringsbegæringen. Den indeholder rigtig mange sider, som vi nu sætter os ned og gennemgår grundigt. Først herefter kan vi afgøre, om Chung Yoo-ra kan blive udleveret til Sydkorea.«
For at Chung Yoo-ra skal kunne blive udleveret, skal betingelserne i den danske udleveringslov være opfyldt. Rigsadvokaten vurderer fortsat, at det nu vil tage nogle uger, før der vil blive truffet en afgørelse:
»Men præcis hvor lang tid sagsbehandlingen tager, afhænger blandt andet af, hvor juridisk komplicerede forhold, udleveringsbegæringen rejser,« siger statsadvokat Mohammad Ahsan.
Chung Yoo-ra er af domstolene varetægtsfængslet indtil den 30. januar. Mohammad Ahsan oplyser, at hvis Rigsadvokaten ikke når frem til en afgørelse inden da, vil det være naturligt at bede retten om at forlænge varetægtsfængslingen yderligere:
»Det kan være, at vi når at træffe afgørelse i sagen inden den 30. januar, men det vil selvfølgelig være naturligt, at vi beder retten forlænge varetægtsfængslingen, hvis det ikke er tilfældet.«
Mulighed for interview
Statsadvokat Mohammad Ahsan vil være tilgængelig for korte interviews i morgen lørdag kl. 10. Disse vil finde sted hos Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K. Tilmelding er nødvendig og sker til sgo@ankl.dk