Rigsadvokaten: »Reform hos SØIK har været nødvendig«
Det har været helt nødvendigt at lave ændringer hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Det fastslår rigsadvokat Ole Hasselgaard, efter at der er blevet rejst kritik af den måde, som en reform er blevet gennemført på overfor medarbejdere og ledere i specialenheden.
Efterforskningen og strafforfølgningen af særlige sager om økonomisk kriminalitet er i disse år ved at blive styrket hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Det sker blandt andet på baggrund af en uafhængig konsulentrapport, der i 2014 anviste en række muligheder for at tilrettelægge arbejdet med straffesagerne mere effektivt. Ifølge rigsadvokat Ole Hasselgaard har SØIK efterfølgende i tæt dialog med medarbejderne strømlinet organisationen.
»Det har været helt nødvendigt at foretage en række ændringer hos SØIK. Kriminalitetsbilledet flytter sig jo hele tiden, og vi var ganske enkelt forpligtet til at se på, hvordan vi kunne blive bedre til at leve op til samfundets berettigede forventninger om en effektiv efterforskning og strafforfølgning af de alvorligste sager om økonomisk kriminalitet,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard, der derfor allerede for to år siden har givet SØIKs chef, statsadvokat Morten Jakobsen, et klart mandat til en reform, der begyndte ved statsadvokatens tiltrædelse i 2014.
»Det har sådan set været en bunden opgave at få skabt en endnu mere effektiv og målrettet specialenhed, der kan gå forrest i bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet i Danmark. Jeg har med tilfredshed noteret mig, at reformen er sket i tæt dialog med medarbejdere og ledere. Anklagemyndigheden er en arbejdsplads med meget dedikerede ansatte, der virkelig brænder for deres virke – og derfor har der hele vejen igennem været lydhørhed over for holdninger eller meninger om reformen. Men det er klart, at ikke alle vil være lige begejstrede, når man på relativt kort tid ændrer mangeårige arbejdsrutiner og måder at løse opgaverne på i det daglige,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard, der dermed henviser til, at en medarbejdertilfredshedsundersøgelse undervejs i forløbet afdækkede utilfredshed med ledelsens håndtering af reformen hos nogle medarbejdere. Undersøgelsens helt overordnede konklusioner var dog en generel tilfredshed blandt medarbejdere og ledere.
For nylig blev der gennemført en ny medarbejdertilfredshedsundersøgelse. Undersøgelsen er et led i en samlet tilfredshedsundersøgelse for samtlige medarbejdere i politiet og anklagemyndigheden. Resultatet af denne undersøgelse vil blive offentliggjort på mandag den 9. januar, og ifølge rigsadvokat Ole Hasselgaard er delresultatet for SØIK tilfredsstillende.
SØIKs medarbejdere har haft mulighed for at besvare en række spørgsmål om deres daglige trivsel og forholdet til deres nærmeste leder. På spørgsmålet ”Alt i alt har jeg en god leder”, er den gennemsnitlige score således 6 på en skala fra 1-7. Et andet spørgsmål lyder: ”Jeg er generelt velinformeret om de forandringer, der har betydning for mit arbejde” – her er den gennemsnitlige score 5,6.
På det helt generelle niveau giver medarbejderne scoren 5,9 på udsagnet:
”Alt i alt er jeg glad for mit arbejde”.
»Det går den rigtige vej, men der er naturligt fortsat brug for løbende og tæt dialog med medarbejderne i SØIK om, hvordan arbejdet bliver tilrettelagt. Det handler jo ikke blot om at skabe så effektiv en kriminalitetsbekæmpelse som muligt, men også om, at det skal være rart at gå på arbejde. Jeg ved, at SØIK er på helt rette kurs, når det handler om begge dele,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.