Rigsadvokaten styrker overblikket over hadforbrydelser

Rigsadvokaten styrker overblikket over hadforbrydelser

12. juni 2023
Af Anette Pedersen

En ny forelæggelsesordning og en oversigt over domme, hvor straffen er skærpet som følge af et helt eller delvist hadmotiv, skal skabe bedre overblik over hadforbrydelser i Danmark. 

”Med flerårsaftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er der sat fokus på at styrke indsatsen mod hadforbrydelser. I anklagemyndigheden vil vi gerne øge anklagernes kendskab til hadforbrydelser og forbedre registreringen af domme på området. Det gør vi med to nye tiltag, der skal forbedre overblikket over sager omfattet af straffelovens § 81, nr. 6. Det er sager, hvor straffen er skærpet som følge af, at forbrydelsen har været motiveret helt eller delvist af had – fx mod en bestemt etnisk oprindelse, kønsidentitet, seksuel orientering, handicap eller tro,” siger vicestatsadvokat Jessika Auken, Rigsadvokaten.

Forelæggelsesordning og praksisoversigt
Fra 1. juli 2023 indfører Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater en midlertidig forelæggelses- og indberetningsordning. Den indebærer, at alle sager, hvor der er nedlagt påstand om at skærpe straffen i medfør af straffelovens § 81, nr. 6, skal forelægges for statsadvokaterne inden ankefristens udløb med henblik på drøftelse af, om sagen skal ankes. Ordningen vil indtil videre køre et år. 

Rigsadvokaten vil fremover også udarbejde en oversigt over domme, hvor domstolene har skærpet straffen i medfør af straffelovens § 81, nr. 6. Oversigten vil løbende blive opdateret med ny retspraksis.

Praksisoversigten kan findes på anklagemyndighedens vidensbase. 

”Forelæggelsesordningen og praksisoversigten skal skabe bedre overblik over sager, hvor domstolene har vurderet, at der lå et hadmotiv til grund for forbrydelsen. Oversigten kan desuden anvendes af anklagere og forsvarere til forberedelse af sager og af nationale og internationale organisationer, der arbejder med hadforbrydelser,” siger vicestatsadvokat Jessika Auken. 

Rigsadvokaten har i forvejen en lignende ordning for så vidt angår visse hadefulde ytringer, som er omfattet af § 266 b. Institut for Menneskerettigheder (IMR) og en række andre organisationer har tidligere efterspurgt en tilsvarende registrering af domme om hadforbrydelser.

 

Fakta

Om § 266 b:
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Om § 81, nr. 6:
Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed,
6) at gerningen helt eller delvis har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende