Rigsadvokaten: Sydkoreansk kvinde skal udleveres
Det er Rigsadvokatens vurdering, at betingelserne for at udlevere sydkoreansk kvinde til sit hjemland er til stede.
Rigsadvokaten har i dag besluttet, at den 20-årige sydkoreanske statsborger Yoora Chung skal udleveres til strafforfølgning i sit hjemland. Det oplyser statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten, efter at Rigsadvokaten har færdigbehandlet den udleveringsanmodning, som blev sendt af de sydkoreanske myndigheder i januar 2017.
Den 20-årige kvinde blev anholdt af Nordjyllands Politi søndag den 1. januar 2017 i en forstad til Aalborg, efter at have været internationalt efterlyst af de sydkoreanske myndigheder for økonomisk kriminalitet.
»Efter en grundig gennemgang af sagen er det vores vurdering, at betingelserne for udlevering til Sydkorea er tilstede,« siger statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten.
De koreanske myndigheder har ad to omgange sendt oplysninger til brug for Rigsadvokatens sagsbehandling. I første omgang var det udleveringsanmodningen, og i anden omgang var det dokumenter indeholdende svar på nogle opfølgende spørgsmål, som Rigsadvokaten havde til udleveringsanmodningen.
»Jeg ved, at sagen har haft stor opmærksomhed i Sydkorea. Derfor er jeg også glad for, at der har været en udbredt forståelse for, at sagsbehandlingen har taget den tid, som har været nødvendig for at behandle sagen grundigt og i overensstemmelse med dansk lovgivning,« siger statsadvokat Mohammad Ahsan.
Yoora Chung har nu tre dage til at beslutte, om hun vil indbringe Rigsadvokatens afgørelse for domstolene. Sker det, vil Retten i Aalborg være første instans.
Stream fuldt videointerview med statsadvokat Mohammad Ahsan
Rigsadvokatens kommunikationskonsulent Simon Gosvig, sgo@ankl.dk, 72 68 90 54.