Sag om hvidvask for 166 millioner kroner begynder i dag

Sag om hvidvask for 166 millioner kroner begynder i dag

02. januar 2020
Af Jens Fuglsang Edelholt

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet indleder i dag kl. 09.30 ved Retten på Frederiksberg en straffesag, hvor der er rejst tiltale mod en 46-årig kvinde for hvidvask for 166 millioner kroner. Hendes søn og en bogholder fra kvindens virksomheder er også tiltalt i sagen. Det er den hidtil største sag om hvidvask efter straffelovens § 290a. 

166 millioner kroner blev i en årrække kanaliseret gennem fire selskaber i København og videre til en række personer og selskaber i udlandet med henblik på hvidvask. 

Det mener Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der derfor har rejst tiltale for hvidvask mod en 46-årig kvinde fra Litauen, der er direktør i tre af selskaberne. Bogholderen for selskaberne er også tiltalt, mens sønnen er tiltalt for en mindre del af beløbet, da han har fungeret som direktør i et af selskaberne.

Det er den til dato største sag efter den nye bestemmelse om hvidvask i straffelovens § 290 a blev indført. Det oplyser Per Fiig, der er chefanklager hos SØIK.

»Hvidvask er meget alvorlig og samfundsundergravende kriminalitet, som vi slår hårdt ned på. Med den nye bestemmelse i straffeloven er det blevet muligt at rejse tiltale for decideret hvidvask. Det er første sag, hvor vi har rejst tiltale efter den nye bestemmelse, der åbner for en straf på op til otte års fængsel, og derfor også første gang, at omfanget og rækkevidden af den nye bestemmelse skal prøves,« siger Per Fiig.

Der er i anklageskriftet nedlagt påstand om udvisning af den 46-årige kvinde og hendes søn.

Sagen er berammet til 14 retsdage, og der forventes dom den 19. marts 2020. 


Pressehenvendelser kan ske til Jens Fuglsang Edelholt på 30334689.