Sag om sprængstof bragt ind i Billund Lufthavn ankes
Statsadvokaten i Viborg har i dag anket den dom som en 38-årig mand blev idømt for at have fremstillet sprængstof og foretaget sprængninger i Billund.
Den 38-årige blev den 15.september 2025 af Retten i Kolding frifundet for i to tilfælde at have overtrådt straffelovens § 183, stk. 2., om at have haft til hensigt at udsætte andres liv for overhængende fare eller volde omfattende ødelæggelse ved sprængning, og derfor har Statsadvokaten i Viborg anket dommen.
”Vores vurdering er, at tiltaltes hensigt med sin adfærd rækker videre end det, som byretten er kommet frem til, og at han med sine bomber har haft til hensigt at udsætte andres liv for overhængende fare eller volde omfattende ødelæggelse ved sprængning. Derudover mener vi, at straffen skal skærpes, fordi der ikke er lagt tilstrækkelig vægt på den alvorlige karakter af mandens handlinger, og de massive ulemper det har medført for mange mennesker,” siger specialanklager Emil Stenbygaard, Statsadvokaten i Viborg.
Den 38-årige mand blev ved Retten i Kolding idømt seks års fængsel og udvist af Danmark med indrejse for bestandigt for at have fremstillet, opbevaret og transporteret sprængstof samt detonatorer til Billund, hvor han den 20. april 2024 forårsagede to eksplosioner ved en hæveautomat foran Legoland i Billund. Derefter bragte han sprængstof til politistationen i Billund Lufthavn, hvorved han forårsagede omfattede forstyrrelser af trafikken i lufthavnen og udsatte andres liv for overhængende fare.
Sagen er endnu ikke berammet ved Vestre Landsret.
For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.