SØIK undersøger OW Bunker

SØIK undersøger OW Bunker

03. december 2014
Af Mikkel Thastum

SØIK har indledt undersøgelser af mulige strafbare handlinger i sagen om OW Bunker

»Jeg har indsat et hold af efterforskere, der skal gennemgå de mange dokumenter i selskabet. Der har løbende været et tæt samarbejde med kuratorerne, der har sikret eventuelt bevismateriale i sagen. Der er tale om omfattende og komplicerede undersøgelser, der vil strække sig over mange uger – før vi overhovedet har et overblik over, hvad der egentlig er sket i OW Bunker,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der oplyser, at der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen.

Strengt juridisk er der ifølge statsadvokaten således ikke tale om, at SØIK har indledt en egentlig efterforskning.

»Vi er ved at danne os et billede af forretningsgange, den daglige drift og selve selskabskonstruktionen i OW Bunker. Formelt set har vi ikke modtaget en anmeldelse i sagen. Men jeg vurderer, at vi med fordel allerede nu kan etablere et udvidet samarbejde med kuratorerne for at få afdækket alle eventuelle strafferetlige spor. Målet er at skaffe solidt grundlag til at vurdere, om der er foregået noget kriminelt i og omkring OW Bunker,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Statsadvokaten afviser samtidig, at efterforskere fra SØIK på nuværende tidspunkt er begyndt at afhøre personkredsen omkring OW Bunker.