Statsadvokat anker principsag om menneskehandel

Statsadvokat anker principsag om menneskehandel

17. marts 2014
Af Mikkel Thastum

Anklagemyndigheden anker nu en principiel straffesag om menneskehandel og tvangsarbejde i rengøringsbranchen til landsretten. Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas om den såkaldte ”Kældersag” fra Helsingør.

Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas om den såkaldte ”Kældersag” fra Helsingør.

»Jeg mener, at landsretten skal have mulighed for at bedømme den her alvorlige sag, der er den første af sin art i Danmark om handel med mennesker til tvangsarbejde uden for prostitutionsmiljøet,« siger Lise-Lotte Nilas, Statsadvokat i København.

Ankesagen drejer sig om en 34-årig rengøringsdirektør, der tidligere i marts blev frikendt af Retten i Helsingør. Retten vurderede, at direktøren ikke kunne dømmes for under tvang og med trusler at have udnyttet en rumænsk familie til at gøre rent i op til 18 timer i døgnet uden den lovede løn. Familien boede i en kælder, hvilket i offentligheden har givet straffesagen kendenavnet: »Kældersagen«.

Et element i sagen, der har været offentligt diskuteret, har været anklageskriftets udformning – men ifølge statsadvokat Lise-Lotte Nilas lever anklageskriftet op til retsplejelovens krav. I dag procederes helt uafhængigt af ankesagen en lignende straffesag – den såkaldte »Garagesag« ved Retten i Helsingør.

For yderligere oplysninger: statsadvokat Lise-Lotte Nilas, 40 13 33 28

Anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25 12 61 48