Statsadvokat stopper efterforskning mod Danske Bank og Realkredit Danmark
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har stoppet videre efterforskning i en anmeldt sag om kursmanipulation mod Danske Bank A/S og Realkredit Danmark A/S samt fire ansatte.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har stoppet videre efterforskning i en anmeldt sag om kursmanipulation mod Danske Bank A/S og Realkredit Danmark A/S samt fire ansatte.
Der bliver ikke rejst straffesag mod Danske Bank og Realkredit Danmark om kursmanipulation. Det oplyser vicestatsadvokat Per Fiig, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
»Banken og realkreditinstituttet anmeldte selv, at der kunne være foregået noget kriminelt i forbindelse med obligationshandler. Vores efterforskning har imidlertid ikke afdækket beviser, der kan underbygge antagelsen om, at der skete noget strafbart. Derfor har vi nu afsluttet efterforskningen og opgivet sigtelserne mod selskaberne og mod de fire ansatte for kursmanipulation. Så der bliver altså ingen straffesag,« siger vicestatsadvokat Per Fiig.
De nu opgivede sigtelser drejede sig om handler i 2009 med en såkaldt mindre likvid realkreditobligation baseret på Cibor-renten. Sigtelserne byggede på en henvendelse fra Finanstilsynet, der havde modtaget en anmeldelse fra Danske Bank A/S og Realkredit Danmark A/S. Oprindeligt var også to ledende medarbejderne sigtet, men disse sigtelser blev opgivet i juli 2014. Efter efterforskningens afslutning hos SØIK har banken og realkreditinstituttet trukket anmeldelsen tilbage. Dermed eksisterer der ikke længere nogen sigtelser i sagen.
For yderligere oplysninger: Vicestatsadvokat Per Fiig, 30 54 76 95.
Anklagemyndighedens kommunikationschef Mikkel Thastum, 25 12 61 48.