Statsadvokaten opgiver sag mod PET-livvagt og kronprinsens chauffør
Statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse tiltale mod en livvagt fra PET og en chauffør fra Kongehuset.
Statsadvokat Jan Reckendorff fra Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse tiltale mod en livvagt fra PET og en chauffør fra Kongehuset. Sammen med HKH Kronprins Frederik passerede de henholdsvis den 10. og 11. januar Storebæltsbroen, som var lukket på grund på grund af storm.
Statsadvokat Jan Reckendorff har i sin afgørelse lagt til grund, at politiet ikke havde meddelt de pågældende tilladelse til at krydse broen.
»Det kan efter min opfattelse imidlertid ikke afvises, at de pågældende – på grund af kommunikationen og de omstændigheder, hvorunder bommene til broen blev åbnet – har haft den opfattelse, at de gerne måtte krydse broen,« siger statsadvokat Jan Reckendorff.
Sagen er efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og den kan efter nærmere bestemte regler påklages til Rigsadvokaten.