Steen Bechmann Jacobsen er ny statsadvokat ved Rigsadvokaten

Steen Bechmann Jacobsen er ny statsadvokat ved Rigsadvokaten

06. august 2024
Af Anette Pedersen

Hans Majestæt Kongen har udnævnt 51-årige Steen Bechmann Jacobsen til statsadvokat med ansvar for Retsafdelingen ved Rigsadvokaten. Han kommer fra en stilling som direktør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, fagområdet der varetager opgaver med at kontrollere, imødegå og bekæmpe national og international skatteunddragelse og organiseret økonomisk kriminalitet. 

Steen Bechmann Jacobsen har nitten års erfaring fra anklagemyndigheden, hvor han frem til 2018 var chefanklager ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).  

”Efter knap syv år med deltagelse i opbygningen af den nye Skattestyrelse og med ansvaret for bl.a. bekæmpelse af skatteøkonomisk kriminalitet og hvidvask, som er nogle af de meget alvorlige trusler vores samfund står overfor, vender jeg nu tilbage til anklagemyndigheden, som jeg kom fra og er opvokset i. Jeg glæder mig til at bidrage til de vigtige samfundsopgaver, som anklagemyndigheden udfører - både selvstændigt og i samarbejde med andre myndigheder. Jeg ser frem til igen at være tættere på strafferetten, og til sammen med alle de dedikerede medarbejdere at tage del i den fortsatte udvikling af anklagemyndigheden og en stærk og sammenhængende straffesagskæde,” siger Steen Bechmann Jacobsen. 

Rigsadvokat Jan Reckendorff er glad for, at Steen Bechmann Jacobsen vender tilbage til anklagemyndigheden. 

"Steen har en meget solid erfaring fra den lokale og centrale anklagemyndighed, og han har i sine syv år i Skattestyrelsen bygget oven på sin betydelige ledelseserfaring. Steen har derfor de bedste forudsætninger for at varetage stillingen som statsadvokat ved Rigsadvokaten,” siger Jan Reckendorff.   

Steen Bechmann Jacobsen er uddannet cand.jur fra Københavns Universitet, og han var advokaturchef i anklagemyndigheden ved henholdsvis Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Københavns Politi, før han kom til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) først som vicestatsadvokat og stabschef og derefter som chefanklager.  

Steen Bechmann Jacobsen tiltræder stillingen den 1. september 2024.

 

For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 7268 9008.