Terrortiltale mod Syrienkriger
Justitsministeren har i dag tiltrådt, at anklagemyndigheden rejser tiltale mod en 23-årig mand fra den københavnske vestegn for at lade sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat (IS) til at begå terrorhandlinger.
Ifølge anklageskriftet rejste den 23-årige i 2013 til Syrien, hvor han sluttede sig til terrororganisationen IS. Han er også tiltalt for at have planlagt en ny rejse i marts i år, men han blev forhindret i sine planer om igen at tilslutte sig terrororganisationen IS – fordi han blev stoppet og anholdt af dansk politi.
Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, efter at Rigsadvokaten og justitsministeren har tiltrådt, at der nu bliver rejst straffesag mod den 23-årige.
»Straffesagen mod den 23-årige drejer sig om tilslutning til IS, der er kendt for at begå terrorhandlinger i Syrien. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at alle, der tilslutter sig IS i Syrien, som udgangspunkt har accepteret at deltage i de terrorhandlinger, som IS begår i landet. Derfor er han tiltalt for at overtræde straffelovens forbud mod at lade sig hverve til at begå terrorhandlinger,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, der konkret henviser til straffelovens paragraf 114 c, stk. 3, der handler om personer, der lader sig hverve til terrorisme.
Den 23-årige er samtidig tiltalt for at overtræde forbuddet mod terrorstøtte (straffelovens paragraf 114 b, nr. 1), idet han efter anklageskriftet havde til hensigt at tage 20.000 kroner med til IS i Syrien. Dette blev forhindret – fordi han blev anholdt.
Anklagemyndigheden ønsker straffesagen bedømt af et nævningeting. Det sker på baggrund af en vurdering om, at en eventuel straf kan blive længere end fire års fængsel, hvis den tiltalte bliver kendt skyldig.
Anklagemyndigheden agter tillige at nedlægge påstand om, at den tiltalte bliver frakendt sit danske statsborgerskab, og at han bliver udvist af Danmark for bestandigt, hvis han bliver dømt. Dette punkt i straffesagen afventer dog, at de tyrkiske myndigheder endeligt bekræfter, at den 23-årige har dobbelt dansk/tyrkisk statsborgerskab.
Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden marts 2015. Anklagemyndigheden forventer, at straffesagen vil blive indledt i Retten i Glostrup i foråret 2016.
For yderligere oplysninger: Statsadvokat Lise-Lotte Nilas, 72 68 93 46
Anklagemyndighedens kommunikationschef Mikkel Thastum, 25 12 61 48 (Twitter: @ThastumMit).
Fakta:
Straffelovens § 114 b, nr. 1:
Efter denne bestemmelse straffes den, som direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a. Strafferammen er fængsel indtil 10 år.
Straffelovens § 114 c, stk. 3:
Efter denne bestemmelse straffes den, som lader sig hverve til at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a. Strafferammen er fængsel indtil 6 år.
Straffelovens § 114 e:
Efter denne bestemmelse straffes den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorrelaterede handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d.