Tre mænd tiltalt for finansiering og støtte af terror i Iran

Tre mænd tiltalt for finansiering og støtte af terror i Iran

15. april 2021
Af Jens Fuglsang Edelholt

Tre ledende medlemmer af ASMLA er blevet tiltalt for at have finansieret og fremmet terror i Iran i samarbejde med en saudiarabisk efterretningstjeneste. De er desuden tiltalt for en række andre forhold – blandt andet billigelse af terror og ulovlig efterretningsvirksomhed.

Justitsministeren har tiltrådt anklagemyndighedens indstilling om, at der rejses tiltale mod tre ledende medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) for blandt andet at have finansieret og fremmet terror i Iran i samarbejde med en saudiarabisk efterretningstjeneste.

De tre ledende medlemmer af ASMLA har været varetægtsfængslet siden februar 2020 på baggrund af en efterforskning mellem Midt- og Vestsjællands Politi og PET.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 114 b og § 114 e om finansiering og fremme af terror. Anklageskriftet omhandler forhold begået i perioden fra 2012 til 2020. De tre mænd er desuden tiltalt for billigelse af terror efter straffelovens § 136, stk. 2, samt bistand til en saudiarabisk efterretningstjeneste bl.a. vedrørende militære anliggender efter straffelovens § 108, stk. 1 og 2. Strafferammen for de omtalte bestemmelser går op til 12 års fængsel.

Det oplyser Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København.

»Det er en meget alvorlig sag, hvor personer i Danmark har udøvet ulovlig efterretningsvirksomhed og finansieret og fremmet terror fra Danmark i andre lande. Det bør selvfølgelig ikke finde sted på dansk jord, og derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan rejse tiltale i sagen,« siger Lise-Lotte Nilas.

Anklagemyndigheden har taget forbehold for at nedlægge påstand om udvisning for bestandig for to af de tiltalte og om frakendelse af dansk indfødsret og udvisning for bestandig af den tredje tiltalte, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Sagen vil blive behandlet som en nævningesag, da anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mere end fire års fængsel. Sagen skal foregå ved Retten i Roskilde og er planlagt til at begynde den 29. april 2021.

Sagen har baggrund i en efterforskning, som PET indledte i november 2018 mod de tre ledende medlemmer af ASMLA, og skal derudover ses i sammenhæng med den straffesag, som i øjeblikket verserer ved Østre Landsret, hvor en norsk statsborger af iransk oprindelse er tiltalt for at have hjulpet en iransk efterretningstjeneste med at planlægge drab i Danmark på et af de tre ASMLA-medlemmer.


For pressehenvendelser kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på tlf. 72689008.