Annemarie Nissen har netop løbet den femtehurtigste tid nogensinde af en dansk kvinde på 400 meter hækkeløb. Og så er hun anklager.

Det gråplettede himmeldække over Spartahallen lader i ny og næ solen finde vej gennem de store loftsvinduer i hallens loft. Himmelkigget får de seks-syv atleter, der træner i hallen, til at vende blikket op, hver gang en solstråle viser sig på det blå gulv, som længtes de efter forår.

Om det var det samme kig mod himlen, Annemarie havde, da hun som barn legede med sine fire søskende på markerne på slægtsgården i Als, er ikke til at sige. Varmen i hendes stemme, når hun fortæller om gården, antyder, at himlen sikkert har været mere blå og lun end grå og kold. I dag kigger hun ikke op. Hun kigger heller ikke rundt, men holder blikket fast på de hvide linjer, der strækker sig præcis 60 meter hen over hallens gulv.

Hendes bevægelser er præcise og minutiøse, når hun går hen til banens start. De er tydeligvis gentagelser af noget, hun har gjort tusinder af gange før. Hun lukker øjnene kort, koncentrationen intensiveres, kroppen spændes. Hun sænker hovedet og læner sig ind i banen, og pludselig, som i en eksplosion, sætter hun fra og tilbagelægger de 60 meter på et splitsekund. På vej tilbage til start veksler hun et par ord med sin træner, som koncentreret følger alle hendes bevægelser. Mønstret gentages igen og igen, indtil dagens træning er slut.

Atletikken har gjort hende til en bedre anklager, og rollen som anklager har gjort hende til en bedre atlet, hvis du spørger hende.

”Jeg bruger træningen til at cleare hovedet efter en arbejdsdag. Og af uransagelige årsager så løber jeg hurtigere end nogensinde før, efter jeg er blevet anklager. Måske er det bare, fordi jeg elsker mit job og derfor er i bedre harmoni med mig selv”, siger Annemarie. 

Da Annemarie i sin tid forelskede sig i juraen, var hun bevidst om, at der også skulle være plads til atletikken. Derfor vægtede hun faste arbejdstider og fleksibilitet frem for flotte kontorer og høje lønninger. Men det var ikke kun det fleksible arbejdsliv og de varierede arbejdsdage, der trak Annemarie mod anklagergerningen. 

”Det betyder meget for mig, at vi kæmper for retfærdighed. Vores arbejde er vigtigt – ikke bare for os selv og de berørte parter, men for hele vores samfundet. At stå i retten og selve forberedelserne forinden minder lidt om at deltage i en atletik-konkurrence. Du fokuserer, du forbereder dig, og så præsterer du,” siger hun.

Første arbejdsdag

Det er nu godt tre år siden, Annemarie havde sin første arbejdsdag som anklagerfuldmægtig i Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi. Hun var 24 år, og i frygt for forsinkelser i trafikken fra Østerbro overnattede hun hos sin onkel og tante, der boede tæt ved hendes nye arbejdsplads i Næstved.

”Folk har bare fra første dag været rigtig, rigtig søde. Jeg kom på et godt kontor, som jeg endte med at sidde på i to år. Jeg sad med en anklager og en  politianklager, som jeg kom virkelig godt ud af det med. Den ene var også min vejleder”, siger Annemarie.

Den første sag landede på hendes bord samme dag, og to uger senere stod hun i retten. Det var ikke uden nerver og bevidstheden om, at hun nu stod med  et særligt ansvar, at hun arbejdede på de første sager.

”Jeg var meget bevidst om det ansvar, jeg pludselig stod med. Jeg står jo med et andets menneskets frihed i mine hænder - i hvert fald for en stund. Jeg var  virkelig nervøs til de første sager, men det fortæller jo bare, at det er vigtigt, det, jeg laver. ”  

Annemarie fik tilknyttet en mentor, hvor hun fandt god støtte og sparring. 

”Jeg havde en mentor, og det fungerede helt vildt godt! Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en bedre mentor. Hun er så dygtig og så engageret og så  opsøgende på mine vegne. Jeg bruger hende både fagligt, men også hvis der er noget andet i mit arbejdsliv, som presser mig; det kan være tonen i retssalen  eller nogle småting kollegialt, hvor man er gået lidt skævt af hinanden. Der giver hun gode råd til, hvordan man kan gebærde sig i det”. 

I det hele taget har Annemarie været glad for uddannelsen som anklagerfuldmægtig. Hun har lært meget af selve uddannelsen men selvfølgelig også af det  praktiske erfaring, hun har fået de sidste tre år. Og modsat atletikken, hvor hun sprinter i fuld fart, så synes hun, at tempoet som anklagerfuldmægtig de  sidste tre år har været mere rolige – trods et til tider stort arbejdspres.

”Uddannelsens læringskurve er meget passende. Man får mere og mere lagt på sit bord, men det sker i et tempo, hvor man kan følge med, og jeg har altid  kunnet gå til min chef, hvis jeg havde ønsker i udviklingsøjemed. Man udvikler sig også enormt meget personligt som anklagerfuldmægtig. Det er jo fedt at  stå over for en forsvarer, der har sindssyg meget erfaring og stjerner på skuldrene og alt muligt og så sagtens kunne svare igen på de protester og anførelser, der kommer. Den faglighed, man får foræret, ligger i uddannelsen og i de sager, man har”

Fællesskaber og fredagshygge

Det er tydeligt, at det kollegiale fællesskab er vigtigt for Annemarie. Både i træningssalen men også på jobbet. I hallen mærker man en varme og venskabelighed blandt atleterne, når de mellem intervallerne veksler et par ord med hinanden. Den vekselvirkning mellem koncentration og afslapning finder hun også med kollegaerne i anklagemyndigheden.   

”Jeg har sammen med tre andre anklagere en fælleskørselsordning. Vi mødes i Greve, hvorfra vi sammen kører til Næstved. I bilen snakker om vi alt muligt, sager, udfordringer, weekendplaner. Det er super hyggeligt”.

Det gode arbejdsfællesskab tager hun med sig ind på kontoret i Næstved, eller tilfældet er nok snarere, at det venter på hende, når hun møder ind. 

”Vi et rigtig godt kollegaskab. Vi er mange unge fuldmægtige.  Vi sætter en ære i at være til rådighed og sparre med hinanden. Ja, vi har lige været 14 kollegaer ude og spise sammen i fredags”. 

Samarbejde og forståelse

Selvom arbejdet og idrætten har en positiv afsmitning på hinanden, så kræver kombinationen af de to passioner nu alligevel en forstående arbejdsgiver. 

”Jeg får ofte lov til at arbejde hjemme om fredagen i forbindelse med rejser, så jeg kan komme hurtigere afsted til, hvor jeg nu skal træne eller konkurrere i weekenden. Det har været en kæmpe hjælp. Jeg har også fået lov til at tage af sted til de vigtigste udenlandske stævner, selvom de har rakt ind i min arbejdstid. Det er så fedt at mærke den opbakning fra min arbejdsgiver. Måske er det også derfor, at jeg sætter en ære i at være effektiv, når jeg så er derhjemme. Som en slags tak for hjælpen”.

Arbejdsglæde

Uanset om talen falder på atletikken eller på jobbet, så taler Annemarie med en entusiasme og begejstring i stemmen.

”Noget af det fineste i jobbet er at være servicemindet. Jeg møder – heldigvis – rigtig mange mennesker i retten, som ikke kommer igen, men der er også gengangere. Det er vigtigt at give dem alle en ordentlig oplevelse, og det får jeg meget arbejdsglæde af.”

Der er selvfølgelig også dage, hvor travlhed eller specifikke sager eller en hård tone i retten gør, at jobbet kræver lidt mere af psyken end de fleste andre jobs.

”Det kan være hårdt at være i en retssal. Men jeg går næsten altid fra retten og har haft en god dag. Jeg forsøger virkelig også at opsøge den følelse. Jeg siger ”pyt” til nogle ting, som andre nok vil have svært ved at lade ligge.”

Selvom Annemarie har mange sager på sit bord, så mærker hun ikke nødvendigvis et særligt tidspres.

”Jeg føler, jeg har nok tid til mine sager. Man skal huske at råbe højt, hvis man ikke føler det. Men jeg vil faktisk hellere gå for lidt forberedt end for meget forberedt i ret. Man ved alligevel aldrig, hvad der sker dernede. Så længe man har et godt overblik over sagen og ved, hvor man kan finde de forskellige ting, så vil jeg hellere være opmærksom på, hvilke greb man kan tage i brug i retten. Og selvfølgelig ved, hvad sagens hovedbeviser er, så skal det nok gå, når man kommer derned”.

Turnus i Justitsministeriet

De tre år på kontoret i Næstved er nu slut. Det næste kapitel i Annemaries arbejdsliv kommer til at foregå tættere på hendes hjem på Østerbro. Hun skal nemlig i turnus i Justitsministeriet. 

”Jeg bestod retssagsprøven i november, og jeg har tre års anciennitet her i februar. Det vil sige, at jeg lige når at være anklager i en måned, før jeg skal i turnus i Justitsministeriets departement. Det er altid meget spændende at skulle starte noget nyt, så det er jeg rigtig spændt på, men det er jo underligt at skifte nyt job, når man grundlæggende er rigtig, rigtig glad, hvor man er. I det hele taget er jeg spændt på at udvikle mig som jurist, og mulighederne inden for faget er jo mange”, slutter hun, inden hun løber videre.