Meget få anklagere forlader anklagemyndigheden

Meget få anklagere forlader anklagemyndigheden

09. januar 2015

Det er en myte, at mange anklagere har forladt anklagemyndigheden til fordel for andre job. Nye tal fra Rigsadvokaten tyder på, at anklagemyndigheden har en særlig karrierekultur, hvor medarbejderne ofte bliver et helt arbejdsliv.

Nye tal fra Rigsadvokaten tyder på, at anklagemyndigheden har en særlig karrierekultur, hvor medarbejderne ofte bliver et helt arbejdsliv.

Anklagerne bliver hos anklagemyndigheden rigtig længe. Det fortæller HR-chef hos Rigsadvokaten, Charlotte Lauritsen, om en ny analyse af antallet af fratrådte jurister og antallet af jurister, der er bevilget tjenestefrihed fra anklagemyndigheden.

Analysen viser, at 17 jurister forlod anklagemyndigheden i 2013 på grund af pensionering eller fratrædelse. Dette svarer til godt to procent af de i alt 755 jurister.

Pr. 1. oktober 2014 har under en procent af juristerne i løbet af året forladt anklagemyndigheden – ud af det samlede antal på 779.

»Samlet set har vi en meget, meget stabil medarbejderskare, og det er jeg som HR-chef selvfølgelig meget glad for. Men for en organisation er det også et sundhedstegn, hvis medarbejdere i korte eller længere tid søger inspiration i andre stillinger. For der er ingen tvivl om, at vi faktisk bliver dygtigere som organisation hver eneste gang en medarbejder har prøvet kræfter med nye opgaver og rutiner et andet sted og derefter kommer tilbage med ny inspiration og nye ideer,« siger Charlotte Lauritsen.

Rigsadvokaten har også undersøgt omfanget af anklagere, der bevilges tjenestefri uden løn (orlov) af personlige årsager, til udlandsophold eller til at prøve anden beskæftigelse uden for anklagemyndigheden. Her viser tallene, at der i 2014 frem til og med 1. oktober 2014 blev bevilget orlov til 19 jurister i anklagemyndigheden. Og i 2013 var niveauet det samme, idet 20 jurister fik bevilget orlov.

HR-chefen påpeger, at det »selvfølgelig også er en stor glæde« når nogle af anklagemyndighedens dygtige medarbejdere eller ledere får attraktive jobs andre steder i det offentlige eller i det private. Det betyder ifølge Charlotte Lauritsen, at andre organisationer og virksomheder finder anklagemyndighedens medarbejdere og ledere attraktive – og det styrker organisationen både indadtil og udadtil.

HR-chefen understreger samtidig, at tallene med de begrænsede antal fratrædelser bestemt ikke må være en sovepude, og at Rigsadvokaten opmærksomt har lyttet til de kritiske røster, der for nylig har lydt om medarbejdertrivsel.

»Vi er meget opmærksomme på trivslen i anklagemyndigheden, og derfor glæder det os selvfølgelig også, at den nyligt gennemførte trivselsmåling generelt viser fine resultater for anklagemyndighedens medarbejdere – ikke mindst på områder som arbejdsglæde,« forklarer Charlotte Lauritsen.

HR-chefen ser frem til, at både trivselsmålingen og ledelsesevalueringen i den kommende tid bliver drøftet og gennemgået lokalt, samtidig med at evalueringerne analyseres fra centralt hold – for på den måde at få et samlet overblik over, hvor anklagemyndigheden aktuelt kan styrke sin ledelse og trivsel.