11 personer sigtet i sagen om Amagerbanken
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har nu rejst sigtelser for overtrædelse af straffeloven og lov om finansiel virksomhed mod 11 personer med tilknytning til konkursen i Amagerbanken. Det oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Det oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
»Det er vigtigt at få afklaret, om der grundlag for at indlede strafferetlig forfølgning i anledning af Amagerbankens konkurs. Vi har på baggrund af anmeldelser fra både Finanstilsynet og Kammeradvokaten efterforsket sagen, og vi har nu valgt at rejse sigtelser mod en række personer med tilknytning til Amagerbanken,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.
Statsadvokaten understreger, at sigtelserne ikke er ensbetydende med, at der er grundlag for at rejse tiltale i sagen.
»Det er vigtigt at fremhæve, at vi har valgt at rejse sigtelser af hensyn til de pågældendes retssikkerhed, så de har mulighed for at varetage deres interesser bedst muligt i den videre efterforskningsfase. Og jeg vil gerne helt klart sige, at det ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der i sidste ende vil vise sig et grundlag for at rejse strafferetlig tiltale for økonomisk kriminalitet. Den videre efterforskning vil afdække, om sigtelserne vil ende med en straffesag,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.
SØIK vil således i den kommende tid efterforske sagen yderligere bl.a. i form af afhøringer af de pågældende. Statsadvokat Morten Niels Jakobsen vil derfor af hensyn til den videre efterforskning ikke oplyse yderligere om, hvilke paragraffer i lovgivningen, sigtelserne angår. Ligeledes ønsker statsadvokaten ikke at oplyse hvilke personer, der er omfattet af sigtelsen.
Baggrund:
Anmeldelserne omfatter en række forhold i Amagerbanken, som er konstateret i forbindelse med Finanstilsynets undersøgelse af sagen og konkursboets gennemgang af udlånsengagementer, omstødelsesundersøgelser og bobehandling i øvrigt.
Amagerbanksagen bygger bl.a. på meget omfattende anmeldelser, der hviler på et betydeligt dokumentmateriale fra banken og dens samarbejdspartnere. Sager af denne karakter kræver meget betydelige ressourcer i efterforskningsfasen blandt andet med henblik på at identificere relevante dokumenter, gennemgang heraf og afhøring af relevante personer. Efterforskningen af sådanne sager indebærer endvidere et tæt samarbejde med Finanstilsynet. SØIK har endvidere foretaget en vurdering af anmeldelserne og har løbende forsøgt at fremme sagens behandling.
For yderligere oplysninger:
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen, 22 14 66 48.
Anklagemyndighedens kommunikationschef Mikkel Thastum, 25 12 61 48.