Millionbøder til virksomheder i byggekartel

Millionbøder til virksomheder i byggekartel

05. oktober 2014

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har udstedt bødeforelæg for i alt mere end 27 mio. kr. til 25 virksomheder i det såkaldte byggekartel.Det oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der karakteriserer kartelsagen som en af de mest omfattende, som man hidtil har set i Danmark.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har udstedt et stort antal bødeforelæg på baggrund af en grundig efterforskning om ulovligt aftalte priser på byggerier til en samlet værdi af omkring 400-500 millioner kroner. Kartelaftaler er meget skadelige for et velfungerende marked, og den slags aftaler er derfor meget alvorlige for forbrugerne og samfundet som helhed. Jeg er derfor meget glad for, at vi nu er kommet et stort skridt videre med behandlingen af disse vigtige sager,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Oprindeligt sigtede SØIK 33 virksomheder for ulovligt at aftale priser på byggerier til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner. Med bødeforelæg til de 25 virksomheder udestår nu alene at træffe beslutning i forhold til ganske få af de resterende virksomheder, og statsadvokaten forventer, at anklagemyndigheden har afsluttet disse sager inden årets udgang.

Dermed er den samlede kartelsag rykket et stort skridt nærmere en afslutning.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at de pågældende virksomheder naturligvis har retssikkerhedsgarantier i forhold til bøderne. Hvis virksomhederne ønsker det, er der således adgang til at få bødeforelægget prøvet ved domstolene, der altså har det sidste ord,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der påpeger, at en sag som denne viser, hvor vigtigt det er med et tæt samarbejde mellem de forskellige myndigheder på området.

Ifølge statsadvokaten har det således været afgørende, at der helt fra begyndelsen af sagen har været et godt og frugtbart samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Deltagerne i byggekartellet har aftalt priser på offentlige og private byggerier, så kartellet har kostet både skatteborgere og private virksomheder dyrt. Der er tale om et af de største karteller afsløret i Danmark. Og der er stadig enkelte store sager tilbage i komplekset, så jeg ser frem til, at vi også får afsluttet dem,« siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.

 

Baggrund

Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrerende virksomheder, der begrænser konkurrencen for eksempel ved koordinering af bud, dvs. forretningsmæssige dispositioner, som den enkelte virksomhed under normale omstændigheder selv træffer beslutning om og konkurrerer med andre virksomheder om.  Det eneste formål med at indgå og deltage i et kartel er derfor at begrænse konkurrencen. Kartelaftaler er grov økonomisk kriminalitet, der kan straffes med høje bøder. Hvis overtrædelsen er begået efter den 1. marts 2013, risikerer bestyrelsesmedlemmer, direktører eller andre ledende medarbejdere desuden fængselsstraf på op til seks år for at have deltaget i et kartel. Det er muligt at slippe for bøde- og fængselsstraf for karteldeltagelse, hvis man er den første karteldeltager, der henvender sig myndighederne.
 
Konkurrence er en af de grundlæggende drivkræfter bag den løbende udvikling i produktivitet og innovation i virksomhederne og har derfor en central betydning for økonomisk vækst og velstand i Danmark. Det er til gavn for forbrugerne og samfundet som helhed. Konkurrencelovens formål er at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. Reglerne skal således sikre, at virksomheder ikke agerer på en måde, der hæmmer eller begrænser konkurrencen. Konkurrenceloven gælder for alle virksomheder uanset størrelse. Det er vigtigt at håndhæve reglerne, så konkurrencen på markedet ikke begrænses til skade for de mange lovlydige virksomheder og forbrugerne.
Det konkrete sagskompleks om byggekartellet drejer sig om brud på konkurrenceloven gennem koordinering af budpriser på både private og offentlige byggerier, herunder opførelse af skoler og plejehjem for offentlige midler.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmeldte på baggrund af kontrolundersøgelser virksomhederne til SØIK, hvilket bl.a. førte til, at politiet foretog ransagninger af en række virksomheder.

SØIKs efterforskning førte til sigtelse af 33 virksomheder for ulovligt at aftale priser på byggerier til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner.
 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil løbende offentliggøre bødevedtagelser i sagen på sin hjemmeside, http://www.kfst.dk/.


For yderligere oplysninger

Statsadvokat Morten Niels  Jakobsen, mobilnr. 22146648.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommunikationschef, Hanne Arentoft, tlf. 41715098.