»Det havde hjulpet, hvis det havde regnet«
Anklagemyndighedens talentprogram har været i gang i nogle måneder. De 12 udvalgte talenter er og har været på en lang rejse – ikke bare ud i de svenske skove, men også ind i sig selv.
Det går godt. I en svensk skov få kilometer vest for søen Vättern vandrer en lille gruppe medarbejdere fra anklagemyndigheden målbevidste mod en lysning med et lille rødt træhus. Mødestedet for instruktioner til næste opgave.
»Det er dér,« svarer kortføreren.
Selv om hver mand slæber rundt på sin egen flere kilo tunge oppakning i form af en stor rygsæk med sovepose, liggeunderlag, tøj og diverse udstyr, har gruppen nået målet en lille halv time før tid. Det giver point. Hvis de da kan finde kontaktpersonen.
»I er enige om, hvor det er henne, ikke?,« spørger Flemming Petersen.
Han er senioranklager ved anklagemyndigheden i Københavns Politi og en af deltagerne i talentprogrammet.
»Det er på den venstre side af huset,« svarer Henriette Kieldby Baade.
Hun er anklager i Syd- og Sønderjyllands Politi og gruppens kortfører og vejviser. Gruppen leder videre og ender med at smide rygsækkene for at sende to mand ind og søge i skoven efter kontaktpersonen. Imens studerer resten af gruppen endnu en gang de udleverede kort. Minutterne går, og efter en del diskussion bryder konsulenten fra konsulentvirksomheden Implement ind.
»Har I brug for et lille fif? Det er en god ide at finde ud af helt nøjagtigt, hvor man skal hen.«
Tavsheden breder sig. Kortene bliver atter nærstuderet, koordinaterne fundet frem og notaterne læst på ny.
»257 022.«
Virkeligheden går så småt op for gruppen, og senioranklager Mette Venge Olesen fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi er først med den dårlige nyhed.
»Så er vi da også gået for langt. Søde venner, vi har taget den som 002. Henriette, vi har skrevet den forkert ind.«
»Nej, har vi?!«
»Vi har taget den som 002 i stedet for 022.«
Pludselig har tiden overhalet gruppen, som står to km længere mod syd, end den skal. En følelse af optur og kontrol er med to koordinater på et kort vendt til nedtur og en drøm om lige at lege Niels Holgersen og hoppe op på ryggen af en flok vildgæs på træk mod nord.
»Nå. Hvordan er energien?!,« spørger Flemming Petersen, og et befriende grin spreder sig i gruppen.
»Nu kan det da kun gå fremad,« svarer Mette Venge Olesen, hvorefter gruppen pakker notesbøgerne sammen, tager rygsækkene på og begynder at gå mod nord.
Ville gerne have været med
Man kan lidt provokerende spørge sig selv, hvad i alverden det gavner anklagemyndigheden, kollegerne eller borgerne for den sags skyld, at en gruppe medarbejdere fra anklagemyndigheden roder forvirrede rundt i en skov i Sverige i stedet for at koncentrere sig om kerneopgaven – at stå i retten og sende forbrydere bag tremmer?
Svaret er mere nuanceret end som så, spørger man Rigsadvokatens udviklings- og uddannelseschef Pauline Popp-Madsen, som er ansvarlig for talentprogrammet.
»I naturen kan man på forholdsvis kort tid komme ind bag facaden af folk. Ved at sætte talenterne til at lave noget, som de ikke er vant til i uvante omgivelser og uden chefer, der kigger på dem, får man et mere sandfærdigt billede af, hvem de er. På den måde kan vi mere uforurenet se, hvordan de fungerer i samarbejdsrelationer. Men det havde hjulpet, hvis det havde regnet i Sverige. Der går noget tid, før de åbner op og viser, hvordan de fungerer under pres,« siger Pauline Popp-Madsen siddende på sit lavloftede kontor hos Rigsadvokaten med udsigt gennem et lille vindue til Holmens Kanal og Christiansborg.
Billedet rammer meget godt kontrasten ind, og var det ikke for netop det forhold – at holde chefer på lang afstand – var Pauline Popp-Madsen selv taget med til Sverige, for den slags miljø med strabadser og fysiske udfordringer ligger naturligt til uddannelseschefen.
Men det var nu ikke på grund af Pauline Popp-Madsens hang til eventyr, at talenterne på talentprogrammet gennem tre dage spiste Kalles mildrökt kaviar på knäcke bröd og oplevede den svenske natur til lands, til vands og i luften.
Bredt og smalt på samme tid
Samlingen i Sverige var den anden for de 12 talenter, som ud over 10 anklagere også tæller to administrative medarbejdere. Forløbet varer 18 måneder, og i den periode mødes talenterne flere gange for at skabe netværk, sammenhold og refleksion. Derudover løser talenterne løbende en række opgaver, som udfordrer og styrker dem foruden at udvide deres forståelse for deres egen rolle i samfundet og i anklagemyndigheden som rollemodeller for deres kolleger.
Ingen af delene er ifølge Pauline Popp-Madsen tilfældigt.
»Vi har valgt at lave et talentforløb, som på den ene side favner bredt, fordi det rummer forskellige slags talenttyper og ikke kun ledertalenter. Uanset om man er specialist eller generalist, har alle talenter i vores øjne nogle fælles træk, som vi i en organisation af vores størrelse derfor med fordel kan køre i et samlet forløb. På den anden side ville vi have noget smalt med kun ganske få personer, fordi det gør det muligt at skræddersy hvert enkelt forløb og tage udgangspunkt i hver enkelte talents psykologiske profil. Det er en stor styrke,« siger Pauline Popp-Madsen.
Ifølge hende koster det mange ressourcer ikke bare for talenterne, men i allerhøjeste grad også for deres kolleger, ledere, mentorer og familier at have en medarbejder med i et talentprogram. Det skyldes, at kollegerne skal løbe ekstra stærkt, når talentet er væk, mens ledere og mentorer også skal engagere sig i talentet for, at alle parter kan få et succesrigt udbytte. På hjemmefronten lider familien afsavn.
»Halvandet år er nok til, at talenterne kan udvikle sig. Men samtidig er det heller ikke et evighedsprojekt, som strækker sig i uendeligheder. Det er ekstremt krævende for alle parter, som har en aktie i forløbet,« siger Pauline Popp-Madsen.
Af sted det går … i den forkerte retning
Den første samling lå tilbage i april og havde det enkelte talent i centrum. Boende i arabiske telte som nabo til Gyldenholm Gods ved Slagelse blev de udvalgte gjort mere bevidste om, hvori deres talent består, og hvad de egentlig vil med det. Samlingen i Sverige foregik i begyndelsen af september og havde et andet fokus.
Det fortæller Michael Peter Lee fra Implement, mens vi står på en sti midt i den svenske granskov og iagttager gruppen af medarbejdere fra anklagemyndigheden, som diskuterer verdenshjørner, stier og terrænets beskaffenhed i håb om at ramme rigtigt denne gang.
»Emnet for det, de skal øve, er relationer og at skabe relationer. Derfor bliver de udsat for uvante opgaver i et uvant miljø. Når de løser opgaverne, ser vi på deres adfærd, og samtidig bliver de også bedt om at give feedback på hinanden og den måde, som de er sammen på,« forklarer han.
Set udefra virker de fleste af opgaverne ganske simple som at finde vej fra A til B på den kortest mulige tid og undervejs løse nogle mindre orienteringsopgaver. Men i virkelighedens verden giver opgaverne både hovedbrud og ekstra kilometer i benene.
»De bliver stressede, fordi de er under tidspres. Derfor tager de nogle hurtige beslutninger ud fra, hvad de tror, de ved – og ikke ud fra det, som de rent faktisk ved. De tror, at de er et bestemt sted på kortet, og det tager de for gode varer. Så stikker de af sted for at nå at løse opgaven i stedet for sætte sig i to minutter at vurdere, om de nu også er det sted, som de tror.«
Få meter væk tager gruppen rygsækkene på og begiver sig videre ud i den vilde natur.
»Er energien høj?,« spørger Flemming Petersen.
»Ja, da!«
Af sted det går … i den forkerte retning.
Lærte samarbejde på den hårde måde
Den slags situationer lærer man noget af. Både om forberedelse, at bevare roen i pressede situationer og ikke at træffe forhastede beslutninger. Og så lærer man i den grad noget om samarbejde og at indgå i relationer med andre. Det mener i hvert fald senioranklager Bine Edeltoft Kramper fra Rigsadvokaten, som nogle måneder efter samlingen i Västra Götalands Läns storslåede natur har haft lejlighed til at reflektere over oplevelserne – og særligt værdien af samarbejde for en type medarbejdere, som af natur ofte er egenrådige.
»Anklagere er meget selvstændige mennesker, og jobbet kan være ganske ensomt, idet vi ofte forbereder sagerne alene. Men vi skal blive bedre til at løfte opgaver i fællesskab, når muligheden for at arbejde i teams byder sig. Sådan en erkendelse gjorde vi vist alle i Sverige. Når man løfter i flok, bliver resultatet bare så uendeligt mange gange bedre – uanset hvor dygtig den enkelte måtte være. Man kan have masser af selvtillid, men man kan bare ikke gøre det lige så godt alene, som man kan sammen med andre,« siger hun.
'Opgaverne i Sverige var lige som orienterings-vandreturen i skovene på mange måder bygget over den samme læst. Jo hurtigere opgaverne blev løst, jo flere point fik grupperne. På den måde mindede det meget om hverdagen, for hvor mange kræfter skal man lægge i en opgave for at løse den? Skal den være løst til UG med kryds og slange hver gang, eller må man afpasse indsatsen fra gang til gang?
»Selvfølgelig gav det noget, at opgaverne var atypiske i forhold til det, som vi plejer at lave. Men læren omkring samarbejde, kan man godt bruge omkring et skrivebord. Skal man satse og prøve at skrabe flest mulige point sammen, eller skal man spille sikkert og sige, at vi begrænser os og når i mål til tiden? Det var sjovt og meget lærerigt, og man kan sagtens overføre det på almindelige arbejdsopgaver,« mener Bine Edeltoft Kramper.
Det mentale var hårdere end det fysiske
Samme oplevelse havde Mette Venge Olesen fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi. For hende tog det trods solskin og lun luft ikke meget mere end et par minutter i en svensk skov at blive ført helt ud på dybt vand.
»Jeg blev virkelig udfordret, for jeg har absolut ingen stedsans. Jeg kan forholde mig til at være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Men at finde derhen uden en gps?! Det var faktisk lidt skræmmende at opleve, hvor let man kommer helt ud af sin tryghedszone,« siger hun.
Særligt de gange, hvor det gik galt, lærte Mette Venge Olesen meget af – ikke mindst den allerførste opgave med at finde vej i skoven.
»Normalt stoler vi på de taktiske oplysninger, som vi får fra politiet. Det var virkelig en øjenåbner, at det kan være sundt lige at stille nogle kontrolspørgsmål. Jeg har lært rigtigt meget af de situationer, som både jeg og de andre kom i. Eksempelvis at blive sit eget og andres ansvar bevidst. At det er ok at have forventninger til andre og give udtryk for dem. Ellers fungerer gruppen ikke, og så når man ikke i mål,« siger Mette Venge Olesen.
Den hårdeste opgave i Sverige viste sig dog hverken at være de fysiske anstrengelser, tilberedelsen af primitiv mad over bålet eller soveposen i den sorte skov. Det mener i hvert fald Bine Kramper Edeltoft.
»Det overraskede mig, hvor hårdt det mentale var. Vi skulle løse alle mulige opgaver, og så skulle vi hele tiden reflektere både på forkant og bagkant af alt, hvad vi foretog os. Jeg tænkte flere gange, at der var lidt meget anstrengende navlepilleri. Er det ikke lige meget, hvordan vi har det?! Kan vi ikke bare løse de her opgaver, så vi kan få noget at spise?! Men man må bare sige, at det er lige præcis refleksionerne og feedbacken, som gør det berettiget, at man overhovedet tager af sted på sådan en tur. Det var det, som gjorde, at vi havde fokus på at trække læring ud af forløbet. Men vi fik også en konstruktiv vejledning i den disciplin. I anklagemyndigheden kan vi godt blive bedre til at give feedback,« sig hun.
Samme indtryk har Mette Venge Olesen, som efter turen til Sverige er blevet mere bevidst om, hvad man kan nå, og hvad hun prioriterer. Men også den meget personlige del og feedback fungerede fint og var noget, som hun kan bruge i sit fremtidige arbejde.
»Feedbacken virkede godt til at få sat ord på sin egen og andres personlighed, og der kom noget meget konstruktivt ud af den. Men man er jo sårbar, og det fungerede kun, fordi vi var i et fortroligt rum, hvor vores viden om hinanden blev der. Alle iagttagelser byggede på fleres dages meget nært samvær og samarbejde, så personkarakteristikken af hver enkelt var reel og ikke bare taget ud af den blå luft. Det gav en validitet i alt, hvad der blev sagt,« siger Mette Venge Olesen.
Pauline Popp-Madsen er efter artiklens deadline tiltrådt i en fire-måneders PU-stilling som senioranklager ved anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi.
FAKTA
• I alt 12 talenter deltager i anklagemyndighedens talentprogram, hvilket svarer til ca. en pct. af alle ansatte i anklagemyndigheden. Heraf er 10 anklagere og 2 administrative medarbejdere.
• Forløbet strækker sig over halvandet år.
• Et talent er en person med ekstraordinære evner, der har en særlig gejst og vilje til at lære noget – og som kan bevare engagementet over en længere periode.
