350 paller med designkopier beslaglagt
Første sag af sin art om krænkelse af dansk ophavsret på tværs af grænser. Tre mænd er sigtet i forbindelse med salg af designkopier på internettet - 350 europaller med møbler og lamper beslaglagt.
For første gang har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) indledt en sag om salg af kopier af danske møbel- og lampeklassikere over internettet.
Tre mænd er sigtet i sagen - og alle har været varetægtsfængslet - efter at SØIK i samarbejde med Københavns Vestegns Politi og politiet i Flensborg gennemførte ransagning på otte lokaliteter. Her blev 350 europaller med kopimøbler og -lamper beslaglagt, og samtidig har SØIK anmodet en række andre europæiske lande om hjælp og bedt dem om at tage en række efterforskningsskridt. Det oplyser vicestatsadvokat Erling Vestergaard fra SØIK.
»Det er en usædvanlig sag, som umiddelbart kan forekomme lidt kringlet rent juridisk, men faktisk er ret enkel. De tre mænd er sigtet for i strid med dansk ophavsretslovgivning at have solgt kopimøbler - eller replika - til danskere via en hjemmeside på internettet,« forklarer vicestatsadvokat Erling Vestergaard.
Igennem de senere år er det blevet mere og mere udbredt, at hjemmesider udbyder replika af kendte designklassikere. Hjemmesiderne angiver ofte, at salget sker fuldt lovligt, idet omfanget af ophavsretsbeskyttelsen kan være forskellig indenfor EU.
I eksempelvis England er møbeldesign endnu ikke beskyttet som ophavsret, men kun som industrielt design. Det betyder, at den såkaldte beskyttelsestid er væsentligt kortere. Industrielt design er kun beskyttet i 25 år efter designets registrering, mens ophavsretten gælder 70 år efter designerens død.
Derfor kan man godt sælge møblerne på det engelske marked, men ikke det danske, hvor ophavsretten gælder.
I den aktuelle sag rettede hjemmesiden imidlertid sin markedsføring mod det danske marked og stillede samtidig en leveringsmulighed til rådighed. Ydermere blev supporttelefonen betjent fra Danmark, og de tre sigtede - der er beskyttet af navneforbud - er danskere.
»Så forbindelserne til Danmark er faktisk større, end vi vidste, da vi gik i gang med efterforskningen,« siger Erling Vestergaard.
SØIK har flere tilsvarende sager i kikkerten, og Erling Vestergaard håber, at man med den aktuelle sag får sendt et klart signal om, at politiet og anklagemyndigheden holder øje med hele dette område.
»Det er ikke nok at gemme sig bag, at man på hjemmesiden skriver, at møblerne er replika,« siger vicestatsadvokaten.
Efter loven er det ikke ulovligt at købe kopimøbler til privat brug på internettet.
»Men hvis man har bestilt, men endnu ikke modtaget sine møbler, kan man risikere at møblerne er blevet beslaglagt,« siger Erling Vestergaard.
Krænkelse af dansk ophavsret kan straffes med fængsel i op til seks år.
Man kan læse mere om piratkopiering på http://stoppiratkopiering.dk.
Yderligere oplysninger: Vicestatsadvokat Erling Vestergaard, SØIK, på telefon 72 68 91 58.