Anklagemyndigheden vil møde folket på folkemødet

Anklagemyndigheden vil møde folket på folkemødet

13. juni 2016
Af Mikkel Thastum

Anklagemyndigheden deltager i folkemødet på Bornholm, der begynder på torsdag. Formålet med at deltage er at give offentligheden en bedre forståelse af, hvad der ligger bag anklagemyndighedens arbejde.

»Vi skal over at fortælle borgerne, hvad anklagemyndigheden laver,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard på spørgsmålet om, hvorfor anklagemyndigheden er at finde på Bornholm fra torsdag til søndag i år (16. juni til 19. juni).

Siden 2011 har folkemødet på Bornholm trukket befolkningen, myndigheder, beslutningstagere i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere til solskinsøen for at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.

»Som anklagemyndighed ved vi godt, at det sjældent er 100 procent nøjagtigt, hvad der står om vores arbejde i medierne. Selvom vi ikke kan tale om konkrete straffesager, skal vi over at nuancere offentlighedens billede af vores arbejde,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Det er vicestatsadvokat Michael Møller Hansen fra Statsadvokaten i Viborg helt enig i. Han er med på holdet, der skal over at vise anklagemyndighedens lilla farver.

»Vi skal blandt andet over at tale om det, vi kalder for anklagerens svære dilemma. I offentligheden kan det være svært at forstå, hvad der ligger bag de beslutninger, der er i vores arbejde. Der er både et hensyn til den tiltalte og til ofrene. Det er hele tiden et knivsæg, som vi balancerer på, mens medierne ofte forsimpler det hele til at handle om tabt eller vundet,« siger Michael Møller Hansen, der selv deltager på folkemødet for første gang, »Jeg glæder mig!«

Der har særligt i folkemødets første år været en udbredt holdning om, at folket og folkeligheden var langt væk. Den udlægning bliver sværere og sværere at holde fat i. I 2015 slog folkemødet endnu engang deltagerrekord med 25.000 besøgende om dagen.

Politidirektør Kim Christiansen fra Københavns Vestegns Politi deltager også på Folkemødet. Han ser frem til at møde netop folket, som han håber vil blive suget ind i det telt, som anklagemyndigheden har sammen med politiet.

»Jeg mener faktisk folket. For jeg ser særligt frem til, at helt almindelige danskere kommer forbi vores telt og får en snak om, hvor dansk politi og anklagemyndighed bevæger sig hen i øjeblikket. Så det er grunden til, at jeg tager til Bornholm – for at få den gode, direkte dialog med den helt almindelige borger,« siger politidirektør Kim Christiansen, der også glæder sig til at overvære forskellige debatarrangementet, hvor bredere samfundsperspektiver er til diskussion – såsom eksempelvis ledelse i det offentlige. Ifølge politidirektøren vil der foregå en masse interessant i teltet – blandt andet kan folk komme helt tæt på nyeste model af en politimotorcykel, mens anklagemyndigheden holder et arrangement om straffesagens svære spørgsmål.

»Udover at fortælle om vores arbejde, håber jeg også at hente inspiration med hjem om god ledelse og medarbejderudvikling. Det er nogle af de arrangementer, som jeg selv skal deltage i,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

På folkemødet kan borgerne møde anklagemyndigheden og høre om anklagemyndighedens arbejde. Blandt andet at anklagemyndigheden arbejder for retfærdighed, og at retssikkerheden gælder for alle - både offer og gerningsmand.