Københavnske anklagere nærmer sig målet

Den københavnske anklagemyndighed forbedrede i 2013 sin effektivitet. Medarbejderne behandlede 22 procent flere vægtede straffesager, og det fik prisen pr. vægtet sag ned med 18 procent i forhold til 2011.
De københavnske anklagere, politianklagere og deres administrative kolleger forbedrede i 2013 deres effektivitet med 18 procent i forhold til 2011, målt som prisen pr. vægtet straffesag. Dermed løftede den københavnske anklagemyndighed sig tre gange så meget som alle landets politikredse, der gennemsnitligt forbedrede effektiviteten med 6 procent på de to år.
Med en pris på 3.077 kroner pr. vægtet straffesag er den københavnske anklagemyndighed fortsat blandt landets dyreste, men den københavnske anklagemyndighed er nu kommet meget tættere på gennemsnittet. Alle landets kredse bruger således i gennemsnit 2.824 kroner pr. vægtet sag. Det viser en opgørelse fra Rigsadvokaten.
Chefanklager Karin Thostrup mener, at et stærkt fokus på gode arbejdsgange, præcise mål og meget dedikerede medarbejdere er nogle af årsagerne.
»Der ligger ingen trylleformular bag. Medarbejderne har arbejdet meget ihærdigt, og så har lederne fokuseret på, at arbejdsgangene er tilrettelagt bedst muligt, « siger Karin Thostrup og oplyser, at den københavnske anklagemyndighed beskæftiger lidt over 182 medarbejdere.
Københavnsk produktionshop påvirker landstal
Bag fremgangen i effektivitet ligger, at den københavnske anklagemyndighed har ekspederet mange flere sager. I 2011 klarede anklagemyndigheden i København 23.353 vægtede sager, mens den i 2013 nåede op på 28.431 vægtede sager – en fremgang på knap 22 procent.
Da kredsen samtidig behandler mindst to til tre gange så mange sager som landets øvrige kredse, afspejler københavnernes ekstra indsats sig tydeligt i landstallene. Samlet steg anklagemyndighedens produktion med 7 procent vægtede sager fra 2011 til 2013.
Forsøger at undgå sagers tilbageløb
Karin Thostrup forklarer, at den stramme styring også går ud på at behandle sagerne i den rigtige rækkefølge og uden såkaldte tilbageløb, hvor sagen måske vandrer frem og tilbage mellem medarbejdere i anklagemyndigheden eller mellem anklagemyndigheden og politiet.
»Som anklagemyndighed kontrollerer vi legaliteten af politiets arbejde, og i det arbejde indgår, at advokaturerne laver vejledninger til politisøjlen. Dermed kan politifolkene sørge for, at sagerne er så fejlfri og gennemarbejdede som muligt, når de sender dem videre. Det gælder om at lave så meget rigtigt i første hug som muligt,« siger Karin Thostrup.
Flytning i 2014 vil påvirke effektiviteten
Målet er i første omgang at nå helt ned på den landsgennemsnitlige pris pr. vægtet sag, men chefanklageren mener, at det kan blive svært i 2014.
»Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan med den nuværende bemanding, og desuden skal vi i 2014 flytte ud i det nye efterforsknings- og anklagerhus på Teglholmen i Sydhavnen. Det vil formentlig påvirke vores effektivitet i en periode,« siger Karin Thostrup.
Hun forklarer, at advokaturerne i 2014 også vil lade anklagerne arbejde i længere perioder med at behandle sager uden at skulle i retten. Det bliver dog ikke som i for eksempel Midt- og Vestjyllands Politi, hvor anklagerne sidder i en særlig sagsenhed tre måneder ad gangen uden at gå i retten.
»Vi har så mange retsmøder, at det ikke er muligt at friholde anklagere for at gå i retten i længere tid. Men måske kommer nogle anklagere i 2014 til at arbejde med sager i en uge ad gangen uden at gå i retten,« siger Karin Thostrup.