Med en eventyrer i maven kan du blive anklager på Færøerne

Med en eventyrer i maven kan du blive anklager på Færøerne
24. august 2016
Af Simon Gosvig

Anklagemyndigheden søger nye anklagerfuldmægtige i sommerens ansættelsesrunde. Én af stillingerne er på Færøerne, hvor du kan blive kollega med anklagerfuldmægtig Simone Romme. For to år siden rejste hun til Færøerne. Nu fortæller hun her, hvorfor du skal overveje at søge jobbet på Færøerne, der kræver, at du har en eventyrer i maven.

Det var nu, jeg skulle prøve noget andet, inden jeg stiftede familie. Sådan tænkte jeg. Jeg skrev en ansøgning bevidst målrettet Færøerne, og nogle måneder senere havde jeg bestået jurastudiet, pakket mit liv ned i kasser og var blevet taget godt imod i lufthavnen af mine nye kollegaer.

Du skal søge til Færøerne, hvis du er lidt af en eventyrer. Det er en anden kultur. De har en stærk nationalfølelse, og religion er vigtig for mange færinger. Tempoet er også noget helt andet. Ikke i arbejdet, hvor der er det samme sagsflow som i Danmark, men i privatlivet og i det sociale, er der en anden tilgang til tid. Hvis man ikke når det i dag, når man det i næste uge eller om en måned. Jeg tror, det kommer af, at færinger er vant til at være underlagt vejret. Hvis det blæser, så blæser det, og så kommer du ikke nogen steder. Jeg har for eksempel heller ikke haft en privat kalender i to år. Jeg smed den ud, for på Færøerne havde jeg ingen grund til at bruge den. Jeg troede aldrig, det skulle ske, men det er sundt at være uden kalender, og nu elsker jeg det.

Det første jeg gjorde, da jeg kom til Færøerne var at melde mig ind i badmintonklubben. Det har jeg spillet tidligere. Her har jeg fået meget socialt ud af at være aktiv. Blandt andet nogle søde piger, som jeg ses med til rødvin og kaffe. Hvis du er imødekommende og klar på at omfavne Færøerne, får du en masse igen. 

Min første dag i retten var efter tre uger. Det var et grundlovsforhør. Heldigvis lå sagen lige til højrebenet, da det var en gammel kending, der var blevet taget for vold mange gange før. Jeg havde min kollega med, der sad lige ved siden af mig. Vi havde snakket alt igennem, inden vi startede, og undervejs stak hun mig små post-it’s, hvis der var et eller andet, jeg havde glemt. Det endte som en rigtig god oplevelse, selvom det var vildt angstprovokerende.

Mine arbejdsdage er meget afvekslende. Jeg ved, at man i nogle større kredse enten ’skriver’ straffesager eller møder i retten. Her er det begge dele. Når jeg møder ind om morgenen, tjekker jeg min mail, og så kan jeg enten have en hel dag med retsmøder, eller også sidder jeg og skriver eller forbereder straffesager. At det er en lille kreds gør, at vi som anklagere når vidt omkring. Vi sidder blandt andet med færdselssager, fiskerisager, olieforurening, vold, hærværk og sædelighed.

Simone foran Retten på Færøerne, man som anklager møder i flere gange om ugen.

 

Retssproget er færøsk og dansk. Fra første dag fik jeg rapporter på færøsk, og nogle af betjentene talte færøsk til mig. Hvis du ikke forstod det, så gentog de det bare på færøsk. Betjentene gør det for at hjælpe dig til at forstå sproget hurtigere, så det er ikke af ond vilje. Efter fem måneder havde jeg min første retssag på færøsk. Jeg fik at vide, at jeg skulle stoppe dem, hvis jeg ikke forstod noget, af hensyn til retssikkerheden. Jeg spurgte rigtig meget i starten, og det er bedre at være hende den irriterende, der altid spørger, end at der er noget, der går over hovedet på en. Som dansk anklager møder man heldigvis stor forståelse for, at der skal spørges meget – også fra forsvarenes side. Nu kører alle sagerne på færøsk, hvor jeg taler dansk, som alle færinger forstår, og de andre i retten taler færøsk.

Det er et lille samfund, vi arbejder og bor i. En fredag aften nede i byen kom der en hen, som lige havde fået tre måneders fængsel samme eftermiddag, i en sag jeg var anklager i. »Du må have en god aften,« sagde han, og jeg sagde, at det måtte han også. Der skal være plads til os alle sammen. Derfor kan du heller ikke kun være hårdkogt jurist her på Færøerne. Du bliver også nødt til at være dig selv, for du møder sandsynligvis de her mennesker igen.

Det bedste ved at arbejde på Færøerne er naturen. Jeg kan blive stille i flere minutter, når synet af fjeldene, fjordene eller Atlanterhavet rammer mig. Her er de flotteste løbe- og vandreruter, man kan dyrke sejlads, fiske eller blive seriøst udfordret på en mountainbike. Når jeg får besøg hjemmefra, bliver de overraskede over, at der er så meget at byde på kulturelt. Her er et kulturhus, et kunstmuseum, caféer, restauranter, spillesteder og en biograf. Og der er mulighed for en ligeså god bytur som derhjemme. 

Der bliver stillet en tjenestebolig til rådighed, når man arbejder her. Det fungerer rigtig godt. Jeg betaler under 3000 kroner i husleje om måneden, og så har jeg et helt hus med en lille have. Jeg har også en fantastisk udsigt over midtbyen og fjorden. Spisebord, seng og sofa hører med til huset, så der er lidt basale møbler. Jeg fik nogle af mine egne ting med herop, så nu føles det som et hus – og som et hjem. Men det har taget længere tid at få Færøerne til at føles som et hjem, end jeg troede, det ville gøre. Jeg låser i øvrigt ikke døren, hvis jeg skal ned og købe en liter mælk. Jeg ved, hvor få tyverisager der er, så der er ikke nogen grund til at låse.

 
Udsigten fra Simones stue fra hjemmet i Tórshavn. Som anklager på Færøerne får man stillet en tjenestebolig til rådighed.
 

Det første halvandet år var jeg i Danmark cirka hver tredje måned. Det var i forbindelse med anklageruddannelsen, og her var transporten betalt. Så får man typisk lov til at holde weekenden hjemme i Danmark. I den tid besøgte jeg mine forældre, næsten ligeså meget som da jeg boede og læste i Odense. Det er i øvrigt intet problem at få veninder til at besøge Færøerne. Jeg tror, de synes, det er en lille smule hipt at tage et sted hen, hvor der ikke er så mange, der kommer.

For mig er afstanden til Færøerne først og fremmest mental. Det virker meget langt med en flyvetur på to timer, men transporttiden havde været den samme, hvis jeg var blevet anklagerfuldmægtig i Aalborg ved Nordjyllands Politi. Alligevel er det selvfølgelig hårdt at arbejde her, for man bliver nødt til at sige nej til familiefødselsdage, hyggeaftenener med veninder, og de spontane kopper kaffe efter arbejde. Til gengæld får man så meget andet.

Jeg forventer at skulle til Danmark igen i 2017 og arbejde i et andet embede. Jeg kan helt sikkert sige, at jeg i anklagemyndigheden har fundet den rette hylde. Jeg kunne godt tænke mig at komme ud i en dansk politikreds med større sager, der varer mere end en enkelt dag, men jeg afviser ikke, at jeg senere tager tilbage til Færøerne og arbejder.

Skal jeg give et godt råd til den næste, der kommer herop, så er det, at man socialt og menneskeligt ikke skal være bange for at gå hen og sige hej. Kom i gang med sports- og fritidsinteresser. Engager dig. Folk elsker det, fordi der i mange foreninger mangler hænder. Det gør det bare lettere at komme socialt i gang, hvis du bringer et eller andet til bordet. Jeg skal i øvrigt dele kontor med ham eller hende, der bliver ansat, så jeg skal nok sørge for at give en god introduktion.

 


Du kan kontakte Rigsadvokatens HR-afdeling, hvis du har spørgsmål til jobbet.

Har du spørgsmål til livet på Færøerne, er du velkommen til at skrive til Simone Romme på srk004@politi.dk.

Følg anklagemyndigheden på LinkedIn, og få de nyeste jobopslag.