Julia Brandt-Jensens har tilbragt stort set hele sin karriere i det private, men i takt med at både familien og trangen til at gøre en forskel i verden voksede - virkede livet som anklager som det helt rigtige for hende. Hun tog derfor imod muligheden for at springe fuldmægtiguddannelsen over og tiltræde direkte som anklager ved Københavns Politi.   

Image

Julia har siden barnsben haft rettet blikket mod de store linjer - naturstridigt for et barnesind, velsagtens. Men sådan var det. ”Hvorfor læse Brinkman, når du kan læse Kierkegaard”, siger hun bramfrit. Det er det eksistentielle, der er det væsentlige – ikke hverdagstankerne. Småtterierne. Måske er det derfor, at Julia føler sig hjemme i anklagergerningen. Fordi her lander det væsentlige på hendes bord – hver dag.  

I folkeskolen interesserede Julia sig for samfundsforhold og politik og al det vigtige i verden. Sådan har hun det endnu. Hun vil stadig være lige præcis der, hvor det sker. Hvor hun kan gøre en forskel. Men noget har dog ændret sig, siden hun med løftet pegefinger svarede på spørgsmål om Pontoppidan og politik i dansktimerne på Nordstrandsskolen i Dragør. I dag er blikket stadig nysgerrigt, men knap så flakkende – det har nemlig fundet en fast horisont i familien på Amager. Det er en af grundene til, at anklagerlivet passer hende så godt – et udfordrende arbejdsliv med fagligheden lige ved hånden og samtidig tid og mulighed for at være der for sin familie.  

At det blev juraen, hun fattede særlig interesse for, var både åbenlyst og lidt tilfældigt. Ideen blev plantet i hende, da hun tilbragte en uge i praktik hos Kammeradvokaten i 9. klasse, men den forblev ikke hos hende som en ledestjerne. 

”Jeg har aldrig været sådan en, der tænkte; juraen er det eneste, jeg skal. Det eneste, jeg vil. I gymnasiet overvejede jeg både at studere statskundskab og filosofi”.

”Jeg har aldrig været drevet af titler eller penge”

Image

Da hun begyndte på jurastudiet, var det de offentligretlige fag, hun fandt mest spændende; Statsforfatningsret, forvaltningsret og retsfilosofi. Et studiejob hos Horten fik hende dog til vende blikket mod det private eller måske snarere semi-private; for Horten var bl.a. advokat for kommunerne.   

”Mit første og eneste studiejob var hos Horten. Jeg havde ikke haft nogle af de offentligretlige fag, så jeg tænkte ikke, at ministerierne syntes, jeg var spændende. Derfor søgte jeg advokatkontorerne og endte med at få et studiejob i det, der nu er Horten. Jeg var virkelig glad for at være der. Der var et godt drive og sjove mennesker. Mine kollegaer var dygtige og ambitiøse og ikke så stive i det. Man kunne nørde samtidig med, at man kunne drikke en øl. Det var enormt hyggeligt. Og så blev jeg der i ni år”.

I de år arbejdede Julia meget. Rigtig meget. Der kunne være uger med over 100 timer. Gennemsnittet lå nok omkring det halve. 

”I Horten er man som advokatfuldmægtig i mesterlære. Og når man arbejder meget, så lærer man meget. Vi var mange unge, så man havde jo følelsen af at være der sammen. Men de mange timer blev også for meget til sidst. Det var sjovt, da man var ung, men når man begynder at stifte familie – og så kan man jo også godt mærke, at man gerne vil noget andet i livet. Jeg vidste jo godt, at det ikke er de sene arbejdsdage, man husker på sit dødsleje”

Mod afslutningen af sin tid hos Horten måtte Julia erkende, at hun var træt. Hun havde opbrugt den energi, der var til stede de første mange år. 

”Jeg har aldrig været drevet af titler eller penge, og måske derfor voksede Horten og jeg fra hinanden”. 

Julia fik en klimadepression

I 2018 skifter Julia job til Miljøministeriet. Selvom hun fandt meget godt i jobbet, så følte hun aldrig rigtigt, at hun fandt sig helt til rette. 

”Man kommer helt tæt på den politiske dagsorden og det politiske spil. Man kan mærke, hvad der sker i samfundet. Den følelse er fed. Det er fedt at være med i Folketinget og at bidrage til § 20-spørgsmål, samråd, ny lovgivning osv. Men der er også mange ting, som er demotiverende. Ændringer tager lang tid, og det er ikke altid, at vigtig viden når eller bliver prioriteret ved det politiske forhandlingsbord”.

Til tider føltes det som om, at virkeligheden kom for tæt på hende. Hun kunne ikke lade være med at blive påvirket af de dystre meldinger, der hele tiden kom ind omkring klimaets tilstand. 

”Det var enormt hårdt at få de der oplysninger om, hvor galt det står til – uden at vi gør noget ved det. Jeg tror virkelig, at jeg fik en klimadepression”. 

Det tog tre år for Julia, før hun lyttede til den stemme, der dag efter dag hviskede til hende, at det var tid at komme videre. Men da hun endelig lyttede, vidste hun godt, hvad hun skulle. Hun skulle være anklager.

Sprang fuldmægtiguddannelsen over

Anklagemyndigheden har en særlig mulighed for, at erfarne jurister kan springe uddannelsen som fuldmægtig over og arbejde som anklager med det samme. Det var netop den vej Julia tog, da hun i september 2021 sprang ud som anklager.  

”Selvom jeg har erfaring, er det et stort spring – der er meget, der skal læres på kort tid. Men med gode, dygtige og hjælpsomme kollegaer, så kan man nå langt. Det har jeg i hvert fald haft stor gavn af”. 

Det var anderledes og mere udadvendt arbejdsdag, der ventede Julia i anklagemyndigheden. 

”Den afveksling, som anklagejobbet rummer, er helt unik. Den ene halvdel ved skrivebordet og den anden halvdel i retten. Det er der ikke mange andre arbejdspladser, der kan tilbyde. Alsidigheden er i hvert fald en af de ting, som jeg sætter allermest pris på ved jobbet”. 

Allerede ved den første sag, kunne hun mærke, at det med at stå i retten var spændende.  

”I min første sag blev den tiltalte frifundet. Så det skulle jeg jo lige komme mig over. Men det at stå i retten med en straffesag, det var vildt. Det er virkelig et håndværk, som skal tilegnes – både retorisk, menneskeligt og juridisk. Men jeg er vild med at stå dernede og lære. Der er ingen tvivl om, at anklagergerningen også er krævende. Det kan være svært at stå i en retssal over for en højspændt forsvarer, der har taget sigte på anklageren, eller en dommer der skælder ud, fordi der er rod i særakten. Der synes jeg virkelig, at min erfaring kommer mig til gode. Det gør, at man kan ryste de trælse oplevelser af sig, og at man måske tør lidt mere under retsmødet.

At mestre procederingen

Julia har allerede fundet sig så meget til rette i retssalene, at hun har udtalt en mission for sig selv; hun vil mestre procederingen med ordentlighed og respektfuldhed. 

”At gå i retten er et håndværk, hvor man skal finde sin egen vej og stil. Det er helt klart min ambition, at jeg vil være knaldgod til at gå retten. Det gælder både det retoriske element, hvor synspunkterne skal fremlægges klart, forståeligt og præcist, og hvor man skal være hurtig til at tilpasse sit eget udgangspunkt til de nye oplysninger, der måtte være kommet frem. Men også det menneskelige aspekt. Som anklager træder man til tider ind i et andet menneskes krise eller drama – det gælder både den forurettede og den tiltalte. Derudover er alle mennesker forskellige. Så afhøringsteknikken skal i et eller andet omfang også tilpasses det menneske, man sidder over for”.

Image

Selvom Julia har stor erfaring som jurist, så kigger hun de garvede anklagere over skulderen i sine bestræbelser på at blive så dygtig som muligt til at procedere. 

”Jeg kigger på de gamle, garvede anklagere. Det lærer man bare enormt meget af. Jeg var blandt andet i retten med en meget erfaren anklager for nylig. Han osede af overskud og integritet. Han var så meget sig selv - der var umiddelbart ingen forskel på mennesket og anklageren. Det kunne jeg godt lide. Det var også meget afvæbnende over for tiltalte og forurettede. Men han var også meget direkte og bestemt. Og så var fagligheden selvfølgelig tårnhøj”.

Det er sjovt at være anklager

Med den nysgerrighed på livet og tilværelsen, Julia bærer med sig, kan det godt være, at anklagerkappen på et tidspunkt må vige pladsen for noget andet. Men hun er ikke i tvivl om, at beslutningen om at gå anklagervejen var den helt rigtige. 

”Jeg drives af, hvad der er sjovt og giver energi. Jeg får bare enormt meget energi af at være i retten. Og så elsker jeg, at jeg kan komme hjem i ordentlig tid til mine børn og mit andet liv. Lige nu er det bare vildt sjovt at være anklager,” afslutter Julia.