Christian Sanning: Follow the Money

Christian Sanning: Follow the Money

Om det var jobbet som piccolo på et advokatkontor, der fik Christian Sanning til at ville læse jura, eller om han tog imod det, fordi han allerede vidste, at juraen ville blive hans levevej, kan han ikke længere huske. For før juraen begyndte at fylde på horisonten, fantaserede han om noget helt andet.

Da han en varm junidag forlod Frederiksberg Gymnasium for sidste gang, drømte han, bag de nyindkøbte RayBan Aviator-solbriller, om jagerfly, eksotiske kaldenavne og hvide striber på en blå sommerhimmel, som han havde gjort det, siden han så Top Gun første gang engang i slutningen af 80’erne. På visitkortet skulle der stå: Jagerpilot.

Men pilotjakken passede ikke, og Christian måtte sande, at der skulle stå en anden titel på visitkortet. Drømmen om himmelhvælvet blev erstattet af jagten på pengene eller ”follow the money”, som han siger.

Image
Christian Sanning

 

Christian startede på jurastudiet i september 2000 og fandt hurtigt ud af, juraen lå ret godt til ham. Særligt fagene skatteret og konkursret, syntes han var spændende. De fik ham for første gang til at forestille sig et liv som advokat.

”Det med at forstå skattereglerne til fulde tændte mig. At hjælpe mine klienter og mig selv med at spare penge. Det var ambitionen, da jeg startede på studiet. Men undervejs i studiet blev jeg egentlig ret glad for konkursret. På daværende tidspunkt havde man kreditorforfølgning i bred forstand, det vil sige fogedret og konkursret, men det var konkursretten, der virkelig var spændende.”

Sideløbende med studiet skiftede Christian tjansen som piccolo ud med et studenterjob hos Bech-Bruun-Dragsted og senere hos Plesner. Det var første gang, han rigtig fik en ide om, hvad det vil sige at arbejde på et advokatkontor. Han mærkede, at pengene tændte ham. Dem, han skulle tjene til sine klienter, og dem, han skulle tjene til sig selv. 

Tid er penge

Han begyndte som advokatfuldmægtig hos Plesner med speciale i konkursret. Selvom livet dengang virkede mere ligefremt og simpelt, og målsætningen var tydelig, så var der helt fra start noget, der skurrede. Han forstod ikke selv, hvad det var, og brugte de næste ti år af sit arbejdsliv hos Plesner. 

”Der var en fed stemning derinde. Folk havde drive. Men jeg kunne også mærke, at det handlede meget om penge. Advokatbranchen handler i det hele taget meget om penge.”

Og det gjorde det også for Christian. Handlede om penge. Han var selvfølgelig fagligt ambitiøs og gik efter de store sager, men han gik også efter de store lønninger, der følger med titlen som partner. Og den titel havde han øjnene rettet mod i mange år, indtil det langsomt gik op for ham, at han hverken havde opbakningen i Plesner til at blive partner eller – og måske endnu vigtigere – ikke havde lysten til at fortsætte sin karriere derinde. Den karrierevej kostede simpelthen for meget. 

”Der er en forventning om, at man arbejder mindst 2.600 registrerede timer om året som partner mod de 1.700 timer, som er en normal 37 timers arbejdsuge. Du er simpelthen nødt til at arbejde i weekenden og om aftenen. På den måde brænder man jo alt det andet af; fritid, familie og venner. Det sidste år, inden jeg stoppede, havde jeg lige godt 2.200 registrerede timer – og det syntes jeg, var for meget. Alt handler om at få registreret sin tid, faktureret sine timer og om at arbejde mest muligt.”

Da han endelig erkendte, at han ikke stod til at blive partner, så han sig om efter, hvad der ellers var af muligheder. På samme tid søgte et mindre advokatkontor efter nye partnere, som havde blandt andet konkursret som speciale.

Den 1. april 2015 var det slut hos Plesner, og Christian startede som partner i LEAD (senere LEAD Rödl & Partner). 
Friheden var ikke så fri endda

”Jeg havde frihed til at møde senere eller gå tidligere, så jeg kunne være et mere fleksibelt og hjælpsomt medlem af familien. Det nød jeg.” 

Men selvom friheden blev større for Christian, så var fokus stadig det samme: ”Follow the money”.

Image
Christian Sanning

 

”Det endte med, at noget af det, jeg var træt af i Plesner, bare kom igen i LEAD. Det var især irritationen over at skulle registrere hvert eneste minut, man arbejder. Det handlede for meget om penge. Tidsregistrering og følelsen af, at pengene bestemmer. Det, jeg har oplevet, er, at du i virkeligheden har nul venner i advokatbranchen. Dine partnere er ikke dine venner. Dine medarbejdere er ikke dine venner.”  

På trods af skridtet væk fra de helt store penge i Plesner, så var det ikke stort nok. Christian kunne stadig mærke pengene ånde sig i nakken. 

”Jeg lagde mærke til, at jeg ikke kunne være i en social relation uden at tænke over, hvem der havde en position, som jeg kunne tjene penge på. Hvem kunne give mig sager. Det syntes jeg faktisk, var virkelig belastende.”

En afstikker på tre år til Bruxelles med familien fik ham på helt nye tanker. 

Anklagemyndigheden blev redningen

Da Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i foråret 2020 slog en stilling op i deres Sporingsenhed, spottede Christian et match med det samme. De søgte en jurist med en baggrund i skatte- eller konkursret, og han søgte et nyt fokus i sit arbejdsliv. Christian startede 1. september 2020 i det daværende SØIK og er i dag i National enhed for Særlig Kriminalitet. Han har ikke set sig tilbage siden.  

”Alt det, jeg elskede ved konkursarbejdet, det har jeg med her. Og alt det, jeg hadede ved advokatbranchen, det har jeg sluppet fuldstændigt. Lønnen er en helt anden end den, jeg kunne hive hjem tidligere, og det er til tider frustrerende, men timerne er langt færre. Da jeg startede herinde, sagde min daværende chef til mig, når klokken blev fire: Gå nu hjem. Du får ikke noget ud af at blive siddende. Og nu går jeg hjem til tiden. Eller snarere, jeg gør, hvad jeg kan for at holde mine arbejdstider. Tidstyranniet er slut.” 

Christian lever stadig efter mantraet ”Follow the money”, men nu er det forbrydernes penge, han er ude efter. Og det er ikke håndører og falske hundredekronesedler, han jagter. Det er ofte svimlende store beløb, som trækker kringlede spor ind og ud af virksomheder, banker og lande. 32.000.000 kr. har Sporingssektionen hjulpet med at beslaglægge i 2022. Christian og hans kollegaer er med andre ord gode til at finde pengene. Rigtig gode.