Tilsyn med udvisningssager: Landsretsdomme er gennemgået
Statsadvokaterne har gennemgået afsagte landsretsdomme fra et tematilsyn om udvisning. Resultaterne er nu tilgængelige.
Opsamlingen ligger i forlængelse af en række initiativer på udvisningsområdet, som Rigsadvokaten iværksatte i 2022 for at give et kvalitetsløft til behandlingen af sager om udvisning.
Et af initiativerne indebar, at alle politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i 2. og 3. kvartal 2022 skulle forelægge ankespørgsmålet om udvisning for statsadvokaterne i alle de sager, hvor anklagemyndigheden ikke fik fuldt ud medhold i påstanden om udvisning i byretterne. Initiativet blev iværksat for at sikre, at domstolene fik mulighed for at prøve spørgsmålet om udvisning fuldt ud i alle sager, hvor der var grundlag for det.
Der blev i perioden afgjort 1.367 straffesager i byretterne, hvor domfældte enten blev udvist eller fik en advarsel om udvisning. Statsadvokaterne fik i perioden forelagt i alt 336 sager. Efter en konkret og individuel vurdering af sagerne initiativankede statsadvokaterne 72 sager.
Statsadvokaternes opsamling bygger på 51 landsretsdomme, hvor landsretternes vurdering af udvisningsspørgsmålet i det væsentlige har beroet på de samme forhold som i byretten. I de resterende sager er der enten sket ankefrafald mv. eller ændringer i sagernes faktuelle forhold, som har haft væsentlig betydning for udvisningsspørgsmålet, hvorfor de to retsinstansers afgørelser ikke har været tilstrækkeligt sammenlignelige. Enkelte sager verserer fortsat ved landsretterne.
Statsadvokaternes opsamling viser, at landsretterne i 25 af de 51 gennemgåede sager ændrede byrettens afgørelse om udvisning - og fulgte anklagemyndighedens påstand. I 26 sager stadfæstede landsretten byrettens afgørelse om udvisning - og fulgte ikke anklagemyndighedens påstand.
Det er statsadvokaternes vurdering, at det samlede billede af udfaldet af landsretsdommene viser, at spørgsmålet om udvisning i høj grad er en skønsmæssig vurdering, der beror på den enkelte sags omstændigheder, og at hovedtendenser ikke kan udledes fra dommene i tilsynsperioden.
Det er endvidere statsadvokaternes vurdering, at der er sket et betydeligt kvalitetsløft på udvisningsområdet, herunder at der i relevante tilfælde nedlægges påstand om udvisning.
Der er siden 2022 implementeret en række initiativer for at understøtte, at anklagemyndigheden behandler alle straffesager med spørgsmål om udvisning korrekt.
Opsamlingen kan læses her.
Faktaboks:
I straffesager, hvor der rejses tiltale for strafbare forhold mod udlændinge, skal anklagemyndigheden foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at nedlægge påstand om udvisning. Af forarbejderne til udvisningsreglerne fremgår det, at udvisning kun kan undlades, hvis udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis der er usikkerhed om spørgsmålet, er det op til domstolene konkret at vurdere, om udvisning er muligt inden for rammerne. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal anklagemyndigheden således nedlægge påstand om udvisning, således at domstolene konkret kan vurdere, om udvisning er inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Anklagemyndigheden skal dermed understøtte, at domstolene får mulighed for at prøve spørgsmålet om udvisning fuldt ud i alle straffesager, hvor der er grundlag for det.