Trivsel og ledelse i politi og anklagemyndighed

Trivsel og ledelse i politi og anklagemyndighed

09. januar 2017
Af Mikkel Thastum

​Ny måling viser, at politiet og anklagemyndigheden samlet set er gode arbejdspladser, hvor med-arbejderne trives og føler de har en god leder.

Dette er glædeligt i lyset af et 2016, som har budt på mange ressourcekrævende opgaver og et tungt arbejdspres mange steder i organisationen.

Politiet og anklagemyndigheden gennemførte i perioden 14. november til den 4. december 2016 en trivselsmåling, psykisk APV og ledelsesevaluering i én og samme undersøgelse. Undersøgelserne er lagt sammen, fordi trivsel, arbejdsmiljø og ledelse er tæt forbundet og gensidigt påvirker hinanden.

Undersøgelsens resultat er samlet i en koncernrapport (se link nederst).

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg og rigsadvokat Ole Hasselgaard er tilfredse med resultatet.

”Vi er glade for undersøgelsens positive resultat og ikke mindst i lyset af det store pres, der har været på ledere og medarbejdere de seneste år. Det er et udtryk for en imponerende indsats fra både ledere og medarbejdere. Nu ser vi frem til de opfølgende dialoger og trivselsskabende initiativer, som sættes i gang i den kommende tid.” siger Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
 

Ole Hasselgaard siger: ”Undersøgelsens resultat bekræfter mig i mit overordnede indtryk af organisationen. Nemlig at den enkelte ansatte i høj grad føler, at arbejdet for sikkerhed og retfærdighed er meningsfuldt og vigtigt.”

Hovedtendenserne i koncernrapporten er bl.a., at:

• trivselsområdet evalueres højt på faktorer som fx: den enkelte føler arbejdet er meningsfuldt; at der er højt engagement og en oplevelse af en god omgangstone; der er et godt samarbejde i de enkelte enheder. Der evalueres omvendt lavere på, om der opleves en god balance mellem arbejdsliv og privatliv samt mellem arbejdstid og -mængde. På trods af den oplevede ubalance er der en forholdsvis høj grad af enighed i det opsamlende udsagn: ”Alt i alt er jeg glad for mit arbejde”.

• 7% af respondenterne angiver, at de har haft sygefravær på grund af arbejdsmiljøet inden for de seneste 12 måneder. I de situationer, hvor der har været behov for særlige støttetiltag, er tilbagemeldingen fra over 80% af respondenterne, at det nødvendige blev iværksat.

• evalueringen af relationen til nærmeste leder er kendetegnet ved lidt lavere score end for de øvrige spørgsmål. Respondenterne udtrykker et ønske om mere kommunikation i forbindelse med de forandringer, der har betydning for arbejdet. Respondenterne giver generelt udtryk for, at de har gode ledere. 

Koncernrapporten viser som bekendt kun det overordnede billede. Der kan naturligvis lokalt være forhold, som man skal drøfte og arbejde mere indgående med i de enkelte enheder.

Koncernrapport - trivselsmåling og ledelsesevaluering 2016