Under en fodboldkamp udvikler en tackling sig til en diskussion mellem to spillere. »Skal du stemple?« siger den ene, T, og går frem mod den anden, F. De to spillere begynder at skubbe til hinanden, og det kulminerer, da T pludselig tager fat med begge hænder om F’s skuldre og nikker ham en skalle, der resulterer i, at F brækker næsen og medtager sig to tandskader. F henvender sig til politiet og anmelder T for vold. Men er der tale om et slagsmål, og skal straffen derfor bortfalde, jf. straffelovens § 248? Eller kan det statueres, at T handlede i nødværge? Det er nogle af de problemstillinger, der indgår i den straffesag, der sætter rammen for arrangementet ”Straffesagen”.

Det er Juridisk Diskussionsklub og Rigsadvokaten, der i samarbejde har inviteret til to dages intensiv undervisning i straffesagens forløb: fra anmeldelsen og det forberedende arbejde til procedure og domsafsigelse. Foruden at skabe forståelse for strafferettens forløb, er formålet med arrangementet at give de studerende et indblik i arbejdet som anklager og de problematikker, en anklager kan møde i sit retsarbejde. Hvad har det for eksempel af konsekvenser, hvis en forurettet ønsker at trække en sag tilbage? Og hvad sker der egentlig, hvis man har mistanke om, at et vidne lyver for retten?

Cand.jur. Katrine Larsen fra Rigsadvokatens HR-afdeling er sammen med anklager Katrina Winther, anklager Jesper Rubow og anklagerfuldmægtig David Jarlbæk Homann undervisere på kurset.

»Vi ønsker at give de studerende et så levende indblik i arbejdet som anklager som muligt. Der er mange flere aspekter i anklagerens arbejde end at kunne sin jura, og det er blandt andet noget af det, vi ønsker at fortælle,« siger cand.jur. Katrine Larsen.

Forberedelsen af en straffesag

Straffesagens trin bliver præsenteret kronologisk af underviserne. Det er David Jarlbæk Homann, anklagerfuldmægtig hos Nordsjællands Politi, der derfor på arrangementets første dag lægger ud med at fortælle om straffesagens begyndelse, og hvad anklagerens indledende arbejde indebærer. Først og fremmest er det anklagemyndighedens arbejde at vurdere, om der skal rejses tiltale. I retsplejelovens § 96, stk. 2 lyder det, at ”de offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillade og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted”.

Det er denne bestemmelse, der udgør objektivitetsprincippet – et princip, der skal sikre, at uskyldige personer ikke bliver retsforfulgt og dømt. Når der skal rejses tiltale, er det derfor et vigtigt led i anklagerens arbejde at vurdere mistankegrundlaget og det bevismateriale, der fremgår af politi-, afhørings- og eventuelle lægerapporter.

Beslutter anklageren at rejse tiltale, skal der skrives et anklageskrift. Det er straffesagens vigtigste dokument, fordi det blandt andet er her, at anklageren beskriver den handling, den tiltalte senere kan blive dømt for.

Under kyndig vejledning fra Jesper Rubow, anklager hos Statsadvokaten i Viborg og forhenværende forsvarsadvokat, får de deltagende i arrangementet opgaven at skrive et anklageskrift selv: »Sproget skal være klart og præcist, men samtidig fleksibelt,« fortæller anklager Jesper Rubow.

»Var du tilstede på fodboldbanen den dag?«

Vidneafhøringer er ifølge Karina Winther, anklager hos Københavns Politi, en af de mest spændende dele af en straffesag. Hun fortæller kursisterne, hvad der skal lægges vægt på i forberedelsen af afhøringerne, og bagefter skal de studerende selv beslutte, hvilke vidner der skal indkaldes i casen. Inden mødet i retten skal afhøringen være forberedt, så anklageren er sikret at få de vigtigste bevistemaer med.

Karina Winther pointerer, at det er vigtigt, at en vidneafhøring ikke bliver for indforstået, da nævningene ikke kender til sagens faktum, før retsmødet begynder. Men selvom det er vigtigt at ”sætte scenen” for vidnet, må en vidneafhøring heller ikke være for langtrukken, da det kan utydeliggøre, hvad der er de afgørende informationer og beviser.

Med udgangspunkt i politiets afhøringsrapporter beslutter deltagerne blandt andet at indkalde forurettedes holdkammerat, der var vidne til episoden på fodboldbanen. Efter undervisning i den gode vidneafhøring ved deltagerne nu, at de indledende spørgsmål i en afhøring med fordel kan have fokus på at få det faktuelle på plads – eksempelvis ved brug af lukkede spørgsmål: »Var du tilstede på fodboldbanen den dag?«.

Den ordentlige procedure

På undervisningens anden dag er det også blevet tid til, at deltagerne skal forberede en procedure, men inden da gennemgår anklager Jesper Rubow, hvad, han mener, er en god procedure. Hovedpointen lyder, at anklageren skal holde fokus på det, der er det centrale i sagen. Det er vigtigt, at der er bevaret en rød tråd fra retssagens begyndelse med oplæsning af anklageskriftet og forelæggelsen af sagen til bevisførelsen og frem til proceduren, hvor anklageren for sidste gang præsenterer det skyld- og sanktionsspørgsmål, retten skal tage stilling til. Jesper Rubow henviser til bogen ”Retorik i retten”, hvor retoriker Janus Beyer skriver, at det kun er i amerikanske film, at den umulige sag vindes på en retorisk pragtprocedure. Snakken går videre på en af anklagemyndighedens hovedværdier om ordentlighed, og hvad den betyder for anklagerens procedure.

»En anklagers procedure må godt være subjektiv, men det er vigtigt, at den har et formål. Er der tale om en voldtægtssag, er det ekstremt vigtigt at have respekt for forurettede, og i sådan en sag er det unødvendigt at smøre tykt på med pathos – folk sidder allerede og græder. I mine øjne er den gode procedure så kort og konkret som muligt. Den holdes i et nøgternt sprog, og der stilles skarpt på sagens essens,« forklarer Jesper Rubow.

Karina Winther supplerer: »Men det er klart, at der også er anklagere, der gør brug af virkemidler til at understrege deres pointer. Et mere kreativt eksempel er sagen om Amagermanden, hvor anklager Anne Birgitte Stürup tog et æggeur med til retsmødet. Hun indstillede det på tre minutter, og da det herefter ringede efter tre lange minutter, pointerede hun, at så var der vist ikke yderligere grund til at diskutere, om gerningsmanden havde haft forsæt til at kvæle forurettede«.

Det forløber mere roligt, da deltagerne selv får mulighed for at prøve kræfter med at procedere. Jonas Sandgren, jurastuderende på andet semester på Københavns Universitet, tager udfordringen op og procederer sin og gruppens procedure foran underviserne og de andre deltagere. Han ranker ryggen og begynder: »Ærede domsmænd…«

Bagefter fortæller han: »Det gav et kæmpe rush at procedere, og jeg er helt sikkert hooked på mere retsarbejde efter den oplevelse!«

»Mit arbejde sætter fodspor ude i virkeligheden«

Således slutter kurset. Jonas Sandgren er ”hooked på mere”, og det er flere af de andre kursister også. Cecilie Mee Hansen, studerende på 8. semester forklarer i evalueringen, at arrangementet har bekræftet hende i, at hun skal fortsætte med at følge sin drøm om at gøre karriere inden for strafferetten og forhåbentlig kunne blive ansat som anklagerfuldmægtig, når hun er færdig på studiet.

Anklager Karina Winther kan godt forstå de studerendes begejstring for strafferetten og arbejdet som anklager:

»På daglig base gør vi anklagere en forskel for mennesker. Jeg synes, det er en helt uvurderlig følelse, at jeg ved, at når jeg går hjem fra arbejde, så har jeg arbejdet for retfærdighed og gjort en forskel. Mit arbejde sætter fodspor ude i virkeligheden.«

Og fodboldkampen? T blev tiltalt for vold efter straffelovens § 244. Kursisterne blev enige om at gå efter 14 dages betinget fængsel med krav om 30 timers samfundstjeneste.

Hold dig opdateret på kommende arrangementer via anklagemyndighedens LinkedIn-profil.