Politikere kan ikke bestille tiltaler

Politikere kan ikke bestille tiltaler
21. august 2018

Af Jan Reckendorff, rigsadvokat.

Nogle har højlydt misforstået, hvad jeg sagde i Politiken søndag – og de fremmaner fejlagtigt en ny og mærkelig tilstand, hvor politikere kan bestille en straffesag, når de ønsker det, og at jeg som ny rigsadvokat har forladt objektivitetsprincippet. Intet kunne være mere forkert.

Objektivitetsprincippet handler om, at det både er anklagemyndighedens opgave at skyldige bliver draget til ansvar og at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Det princip er fuldstændig afgørende i vores retsstat, og som anklager er der intet, som er mere helligt.

I overskriften på Politikens artikel søndag står der, »Rigsadvokaten: Jeg fører sagerne, som regeringen ønsker det«. Det er sådan set ikke forkert, for det er ét af mine fokusområder som rigsadvokat.

Men hvad der ikke står skrevet i overskriften er, at anklagemyndigheden, som altid, skelner mellem regeringens og Folketingets involvering på det generelle plan og i specifikke sager.

Præcis som det står skrevet i retsplejelovens § 98, stk. 2 og 3.

Befolkningen kan have ubetinget tillid til, at det er objektivitetsprincippet sammen med værdier om ordentlighed, saglighed og retfærdighed, som afgør, om anklagemyndigheden rejser en straffesag ved domstolene eller vælger at slutte den.

Men når regeringen siger, at anklagemyndigheden skal nedbringe sagsbehandlingstiden på sager om voldskriminalitet, gør vi det.

Når regeringen siger, at anklagemyndigheden skal behandle voldtægtssager efter specifikke procedurer, gør vi det.

Og når Folketinget vedtager ny lovgivning, hvor der står, at flest mulige kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, er det vores pligt at gå til grænsen af loven, men aldrig over den. For anklagemyndigheden er blandt andet sat i verden for at afklare domstolenes fortolkning, så retspraksis bliver fastlagt.

Det er min demokratiske pligt som rigsadvokat at lytte til, hvad folkestyret finder vigtigst: Skal vi først afvikle bunken med voldssager, eller starter vi med den økonomiske kriminalitet? Disse prioriteringer beror i høj grad på politiske prioriteringer, og det er nu engang mest rimeligt.

Jeg garanterer befolkningen, at regeringen aldrig er kommet med så meget som anbefalinger til, hvordan jeg skal træffe en konkret afgørelse.

Lovgivningen giver ellers mulighed for, at justitsministeren pålægger mig at rejse tiltale, men så skal det ske skriftligt og Folketingets formand skal orienteres. Det er ikke sket.

Politiken stiller spørgsmålet, om anklagemyndigheden så ikke blot lytter til de politiske toner, uden at politikerne behøver spørge direkte.

Lad os tage straffesagen mod bandelederen af LTF som eksempel, hvor ansøgningen til Procesbevillingsnævnet bliver mistænkeliggjort, fordi anklagemyndigheden hverken i byretten eller i landsretten fik medhold.

Mistænkeliggørelsen affejes af, at Procesbevillingsnævnet har godkendt ansøgningen og dermed fundet sagen principiel.

At der er overensstemmelse mellem den anklagerfaglige vurdering af en konkret straffesag og nogle i det politiske systems subjektive holdning er da helt ok, men på ingen måde strafferetligt relevant.