Sommerskolen fjernede enhver tvivl

Sommerskolen fjernede enhver tvivl

25. februar 2015
Af Peter Ernstved Rasmussen

Sommerskolen fjernede enhver tvivl. I februar stod Jannik Rasmussen for første gang på egne ben i Retten i Glostrup som anklager.

Nogle gange ændrer livet retning, når man mindst venter det. Sådan gik det for Jannik Rasmussen, som i februar begyndte som anklagerfuldmægtig i anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi – omtrent samtidig med, at han modtog beviset på uddannelsen som cand.jur. fra Københavns Universitet. Jannik Rasmussen var oprindeligt ved at uddanne sig som tømrer, men lærerpladsen glippede.

»Jeg var blevet lovet en læreplads, men mester valgte at ansætte en anden, selv om vi havde en aftale. To måneder senere skrev mester, at han havde opsagt aftalen med lærlingen og derfor ville høre, om jeg var interesseret i pladsen. Men der var jeg allerede videre, så jeg takkede nej. Havde han ansat mig som oprindeligt aftalt, ville jeg have været tømrer i dag,« fortæller den nu 28-årige Jannik Rasmussen.

Efter et ophold på fem år med sine forældre i USA og Kina, kom Jannik Rasmussen som barn tilbage til Danmark og ind i en klasse i folkeskolen, som fungerede dårligt. På den baggrund mistede han lysten til at gå i skole, men tog alligevel en 10. klasse og kom ind på teknisk skole. Da lærerpladsen forsvandt, valgte Jannik Rasmussen derfor at tage en HF. Her fattede han interesse for samfundet i bred forstand og politik i særdeleshed. Jannik Rasmussen søgte derfor ind på statskundskab, men blev optaget på jura, som var hans andenprioritet.

»Det var bestemt ikke planen, at jeg skulle læse jura. Men jeg tænkte, at jeg ville give det et år, og hvis jeg var træt af studiet til den tid, ville jeg skifte studieretning. Men det var jeg ikke, og jeg kom til at holde meget af jura. Særligt strafferet fangede min interesse,« siger Jannik Rasmussen.

Da Rigsadvokatens Sommerskole så dagens lys i sommeren 2013, søgte den unge studerende om en plads. Desværre stod Jannik Rasmussens navn ikke på listen, før en af de udvalgte sprang fra. Det blev Jannik Rasmussens chance, og han greb den uden at tøve.

»Jeg takkede ja, inden jeg overhovedet havde fået datoerne. Derefter ryddede jeg kalenderen, og sommerskolen var ganske enkelt fantastisk. Det var enormt veltilrettelagt – og hårdt med lange dage. Men virkelig godt. Det gav mig den endelige afklaring, at jeg ville være anklager,« fortæller Jannik Rasmussen.

I februar 2015 stod han der så i Retten i Glostrup som anklager med en voldssag.

»Jeg kunne godt mærke i maven, det var min første sag. At stå i retten alene og skulle levere varen som anklager var alligevel noget andet end de mundtlige eksamener på universitetet. Men det var enormt spændende, og det gik godt. Nu er jeg i gang, og jeg har allerede min næste sag om få dage. Så jeg er meget glad og glæder mig til min fremtid som anklager,« siger Jannik Rasmussen.

 
Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi fungerer som pilotembede i forbindelse med projektet "Den kommunikerende anklagemyndighed", som i løbet af 2015 vil munde ud i en samlet kommunikationspolitik for anklagemyndigheden herunder med retningslinjer for anklagemyndighedens tilstedeværelse på de sociale medier.
 

"Vestegnens anklagere" med Twitter-navnet @VestegnAnklager har små 850 følgere på Twitter. Den 17. februar skrev vestegnens anklagere nedenstående tweet om Jannik Rasmussen (@JannikRasmussen), som er blevet foretrukket af 15 personer og retweetet seks gange af personer med sammenlagt over 1.500 følgere på Twitter.