Statsadvokat: Lovligt at skyde El-Hussein
Det var nødvendigt og forsvarligt, da Politiets Aktionsstyrke skød og dræbte Omar Abdel Hamid El-Hussein. Han blev dræbt efter selv at have skudt mod politiet. Det fremgår af en afgørelse fra Statsadvokaten i København.
Han blev dræbt efter selv at have skudt mod politiet. Det fremgår af en afgørelse fra Statsadvokaten i København.
Anklagemyndigheden indstiller den videre efterforskning af skudvekslingen, hvor to politifolk fra Politiets Aktionsstyrke tidligt søndag den 15. februar 2015 skuddræbte Omar Abdel Hamid El-Hussein. Han stod efter anklagemyndighedens opfattelse bag de forudgående skudattentater i København mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
»De dræbende skud mod El-Hussein var lovlige, nødvendige og forsvarlige. Politifolkene måtte med rette tro, at El-Hussein skød imod dem i den hensigt at dræbe dem. Derfor var det lovlig magtanvendelse inden for rammerne af lovlig nødværge og politilovens bestemmelser om brug af skydevåben,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, der dermed tilslutter sig en vurdering fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har undersøgt sagen.
Politiklagemyndigheden konkluderer, at ”magtanvendelsen og brugen af skydevåben stod efter Politiklagemyndighedens opfattelse i rimeligt forhold til den fare, som polititjenestemændene stod overfor”.
Ifølge statsadvokatens afgørelse blev El-Hussein råbt an af politifolkene, men det bremsede ham ikke i at skyde mod dem med en pistol i hver hånd. Et skud fra den ene af hans pistoler gik gennem sideruden på en politibil, hvor det borede sig ind i ratstammen tæt på føreren af vognen. El-Hussein havde muligvis også forsøgt at affyre sin anden pistol, idet der var slagstiftindtryk i patronen i kammeret, der imidlertid var defekt, ligesom magasinet ikke sad ordentligt i.
Politifolkene nåede ikke at affyre varselsskud, hvilket de efter reglerne skal tilstræbe. Men ifølge statsadvokatens afgørelse kan politiet lovligt skyde uden først at affyre varselsskud i tilfælde af meget pludselige, farlige angreb.
”Efter en samlet vurdering af situationens alvor og farlighed, finder jeg ikke grundlag for at tilsidesætte polititjenestemændenes vurdering af, at anvendelse af skydevåben var nødvendig og forsvarlig. Det bemærkes i den forbindelse, at de kriminaltekniske undersøgelser i sagen støtter forklaringen om, at Omar Abdel Hamid El-Hussein skød mod polititjenestemændene umiddelbart efter, han blev råbt an, og at både føreren af tjenestekøretøjet og polititjenestemanden ved forenden af tjenestekøretøjet var i overhængende fare for at blive ramt af skud affyret af Omar Abdel Hamid El-Hussein,” hedder det i afgørelsen.
Af afgørelsen fremgår det i øvrigt, at politifolkene ikke ydede førstehjælp til Omar Abdel Hamid El-Hussein, hvilket ikke har givet anledning til kritik. Det skyldes blandt andet, at politifolkene først skulle sikre sig mod eventuelle medgerningsmænd.
Statsadvokaten i København har også undersøgt om politiet ramte Omar Abdel Hamid El-Hussein i forbindelse med skudattentatet mod Krudttønden på Østerbro i København. På baggrund af retsmedicinske og kriminaltekniske undersøgelser afviser statsadvokaten det. En svensk livvagt har forklaret, at han skød mod El-Hussein ved Krudttønden, men undersøgelserne har således afkræftet, at El-Hussein blev ramt.
Læs Statsadvokatens afgørelse om at indstille den videre efterforskning i sin helhed
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas, telefon 40 13 33 28.
Anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25 12 61 48.