Tibetsag: Statsadvokat genåbner efterforskning
Statsadvokaten i København genåbner nu den strafferetlige efterforskning i Tibetsagen.
Anklagemyndigheden genåbner nu den strafferetlige efterforskning i Tibetsagen. Det oplyser Statsadvokaten i København, Lise-Lotte Nilas, der på baggrund af nye fund af yderligere dokumenter nu anmoder Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at genoptage efterforskningen.
»Der er fremkommet oplysninger om, at der hos flere myndigheder er fundet nye dokumenter, der muligt kan have en betydning for vurderingen af Tibetsagen. Derfor finder jeg det rigtigst at anmode Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at genoptage efterforskningen,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas. Hun henviser samtidig til, at regeringen har besluttet at gennedsætte Tibetkommissionen, efter at der er fundet nye dokumenter og e-mails.
Statsadvokaten i København rejste i maj straffesag mod to politiledere, der er tiltalt for at afgive falsk forklaring for retten om Tibetsagen. Statsadvokaten vil på et møde i Københavns Byret med de tiltaltes forsvarere aftale det videre forløb for denne straffesag – herunder hvilken betydning genåbningen af efterforskningen kan få for sagen.
»Det kan på det foreliggende grundlag ikke udelukkes, at der i den fortsatte efterforskning kan fremkomme nye oplysninger, som kan få betydning for rettens vurdering af straffesagen. Jeg ønsker imidlertid at fastholde mødet i byretten, således at muligheden for berammelse kan blive drøftet med retten og forsvarerne,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
Anklagemyndighedens kommunikationschef, Mikkel Thastum, 25126148.