Anklagemyndigheden får ny visuel identitet

Anklagemyndigheden får ny visuel identitet

15. august 2024
Af Anette Pedersen

Fra i dag ser anklagemyndigheden anderledes ud. Ikke kun her på hjemmesiden, men også på fx sociale medier og andre steder, hvor anklagemyndigheden kommunikerer, ruller vi en ny visuel identitet ud. 

Kig op i hjørnet og se, hvordan anklagemyndighedens nye logo ser ud. Logoet med kronen der viser, at vi er en statslig myndighed, har fået en ordentlig omgang. Vi har fået en mere nutidig krone, hvor der er tilføjet et lille paragraftegn, som symboliserer hvem vi er, og hvad anklagemyndigheden arbejder med. 

Kronen er selvfølgelig godkendt af Rigsarkivets rigsheraldiske konsulent. Der er nemlig skrappe regler for brugen af kongekroner. De skal udformes efter en række principper og med passende respekt for historien og virkelighedens kongekroner. Vores nye krone er derfor udviklet med inspiration fra Christian den 5.s, der har nogle s-formede krummelurer, som – når de bliver rigtigt sat sammen – danner paragraftegn. 

Den nye visuelle identitet er lavet i samarbejde med Janus Mikkel Jørnaa fra Upland Design Studio.