Politikredsenes retningslinjer inden for rammerne af gældende ret

Politikredsenes retningslinjer inden for rammerne af gældende ret

29. september 2025
Af Anette Pedersen

Politikredsenes retningslinjer for henlæggelse og påtaleopgivelse af straffesager er generelt inden for rammerne af gældende ret. Det vurderer statsadvokaterne på baggrund af en gennemgang af politikredsenes actioncards, instrukser, vejledninger mv. 

Statsadvokaterne har gennemgået ca. 400 retningslinjer, actioncards, instrukser, vejledninger mv. om henlæggelse og påtaleopgivelse af straffesager. Gennemgangen viser, at politikredsenes retningslinjer generelt er inden for rammerne af gældende ret. 

Statsadvokaterne har fundet eksempler på retningslinjer, der ikke fuldt ud er i overensstemmelse med rammerne i retsplejeloven og Rigsadvokatmeddelelsen, men statsadvokaterne vurderer, at eksemplerne ikke afspejler et generelt problem på tværs af politikredsene. Det drejer sig både om retningslinjer vedrørende sagernes behandling, og hvem der kan træffe afgørelse i sagerne.

Statsadvokaterne har også fundet retningslinjer med upræcise formuleringer, som kan give anledning til tvivl om, hvordan retningslinjen skal forstås og anvendes i praksis. Dertil kommer, at der er stor variation i udformningen, og at der i politikredsene ikke er et tilstrækkeligt overblik over, hvad der findes af lokale retningslinjer, og hvor medarbejderne kan tilgå dem. 

De retningslinjer, som statsadvokaterne har vurderet ikke fuldt ud levede op til rammerne i retsplejeloven og Rigsadvokatmeddelelsen, har politikredsene rettet til eller ophævet.
 

Initiativer er iværksat 
På baggrund af gennemgangen er der iværksat flere initiativer. 

Rigsadvokaten vil sammen med Rigspolitiet inden årets udgang fastlægge et fælles format for politiets og anklagemyndighedens lokale retningslinjer. 

I politikredsene vil politidirektørerne sikre, at alle identificerede retningslinjer om henlæggelse og slutning af straffesager gøres tilgængelige ét sted, og at retningslinjerne er ensrettede i overensstemmelse med de nye rammer for lokale retningslinjer.

Statsadvokaterne vil i en periode have skærpet fokus på politikredsenes udstedelse af nye lokale retningslinjer for henlæggelse og påtaleopgivelse af sager, herunder retningslinjer for delegation af afgørelseskompetence.

Læs gennemgangen her.

 

For yderligere oplysninger kontakt anklagemyndighedens pressetelefon på 72689008.